Plader

David Neuer: Maple Tree

Undren, forbløffelse, nysgerrighed og en underkæbe, der kan samles op fra gulvet, der følger med, når man lytter til Maple Tree. David Neuer serverer en bizar lofi-oplevelse, som selv efter adskillige gennemlytninger kan få én til at fundere over, hvad der egentlig foregår.

Hvad mon David Neuer spiser til morgenmad? En lidt tåbelig indledning, men når man har lagt øre til Maple Tree og de sære og skæve lofi-arrangementer, søger man automatisk efter et eller andet, der skaber de mange eskapader.

Lad det være sagt med det samme. Traditionelle melodier og arrangementer er ikke en grundbestanddel i hr. Neuers univers. Faktisk kan jeg ikke huske at have hørt noget lignede – nogen sinde. Tom Waits kommer til at fremstå som en lallende popdreng i forhold til de kompositioner, man møder på Maple Tree.

Pladen er en rejse gennem hovedpersonens liv. Denne periode serverer David Neuer både som sære optagelser med computerstemmer, snik-snak om cornflakes og minimal folksang om lysten til at leve.

Lydcollagerne flakser omkring som en forelsket teenager, mens de skramler og bipper i eksperimenterende stemninger. Blow My Balloon går fra kuk-kuk-elementer til en forløsende galakse af lyde. Et eksempel på kompleksiteten i David Neuers univers, hvor man lige inden får folk-balladen Someone’s Gotta Be Good på en nærmest skræmmede traditionel facon.

Albummet går fra minus til plus og fra A til Å. Det er et lydlaboratorium, hvor der bobler grønne væsker, og der står kold damp i toppen af reagensglassene.
Eksperimentet lykkedes imidlertid ikke til fulde – desværre, for man irriteres. Der er smukke stemninger og intentioner gemt på Maple Tree, men de drukner i udskejelserne. Nervebanerne kan simpelthen ikke holde sig udstrakte, og de krølles sammen af bare anstrengelse.
Arrangementerne holdes ikke nede på et jordnært niveau, og elementerne trækkes ud og flosser, så holdbarheden forsvinder. Det er ganske sjovt, og selvfølgelig kan man ikke undgå at blive en smule duperet over de ideer, der vælter ud af dansk/new zealænderen , men i længden stiger de én til hovedet.

De regulære skitser, der får lov til at folde sig ud, er interessante, og om det er titelnummeret eller monologenNavy Blue Skies er for så vidt ligegyldigt. Neuer kan hive det op med rødderne, uanset om han har guitaren med eller ej. Som Thrown in the Post-Modern antyder, er han et produkt at tiden. Der er frit valg på alle hylder, og man skal selv navigere. Det kan være svært at orientere sig på Maple Tree. Afstanden mellem den, der udfører, og den, der modtager, er mange steder for lang, og selv om det er tilladt at plukke og sortere i blomsterne, får man ikke en hel buket. Neuers veje er til tider ufarbare, men det er en tur, man ikke glemmer lige foreløbigt.

★★★☆☆☆

Deltag i debat