Nyheder

Ny Yeah Yeah Yeahs-plade på vej

I 2002 blev den New York-baserede trio Yeah Yeah Yeahs omtalt af alle og enhver.

To ep’er var mere end rigeligt til at få hype-maskineriet til at løbe helt løbsk, og med ét var Karen O lige pludselig udråbt som en af rockens stærke kvinder. (Og at kalde hende en lille stilfærdig pige ville også være fejlagtigt…)

Det er de allerfærreste plader, der vil kunne leve op til en hype i den størrelsesorden, og det kunne Fever to Tell da heller ikke helt. Men trioens debutalbum faldt på ingen måde igennem, og derfor kan det ikke undgå at vække visse forventninger, at Yeah Yeah Yeahs nu kan meddele, at de er tæt på at have deres andet album parat.

Pladen, der stadig ikke har nogen titel, udkommer i starten af 2006, og guitaristen Nick Zinner er ifølge NME netop nu i gang med at mixe de nye numre. Lad hypen begynde…

Deltag i debat