To bøger med tekster i eget navn, et bidrag til Svend Danielsens Jordbær og fremgravningen af digtmanuskriptet til Viggo Madsens Grænsefladning, som han har haft liggende i en skuffe siden 1988 (alt sammen udgivet på Adressens Forlag) – det er umiddelbart, hvad Peter H. Olesen har begået, siden vi sidst hørte fra ham og bror Henrik på den fremragende Hårdnakket idyl fra 2003.
Nu har de skrevet til os igen.

Så vidt jeg ved var det under indspilningen af deres bidrag til På danske læber, at det blev besluttet, at de denne gang ville slutte den elektriske guitar til og lade Nikolaj Nørlund sidde i producerstolen. Det ændrer lidt, men ikke det store. Med andre ord lyder nogle af sangene ikke helt, som de plejer, men stadigvæk lyder alle sangene, som de skal. Det er godt musikalsk håndværk tilsat poetiske tekster, der sender hilsner ud til det skrevne ords betvingere, beruselsens brugsmuligheder og alle vemodets storslåede nuancer.

Det er detaljerne, der gør forskellen på før og nu; for hvor langt er der fra at tage til Finland til at stikke af til Sverige? Og hvor meget skal man filosofere for at gå fra at se tingene gennem en voksende rus til at vide, at vinen er din ven? Svarene kan, hvis man lytter efter, findes på Solsort og forstærker.

Numre som Ræk mig flasken, Hvad kan jeg se frem til, Hr. Biedermeier og Du er så tæt på at jeg ikke kan se dig rummer en mere aggressiv fremtoning, end man tidligere har hørt fra duoens side. Over dem stråler pladens klart mest rockede indslag, Alt er Ørnsbo i dag, til trods for en trommemaskineintro, det er svært ikke at trække på smilebåndet af. Som lytter færdes man dog hurtigt hjemmevant blandt pladens 11 numre. November mere end nogensinde virker godt som åbner på en plade, der stemningsmæssigt passer perfekt som efterårsudgivelse, og i den anden ende lukker Jeg lytter til country langt ude på landet stille og roligt pladen ned.

Det klæder Olesen-Olesen at få lagt noget kraft ind under sangene, og selv om der ikke er langt til den vanlige singer/songwriter-stil, er der noget forfriskende anderledes ved at høre Olesen-Olesen spille rock. Den eneste klage, der skal lyde herfra, er, at skridtet ikke er blevet taget længere ud.
Dette er deres sjette plade under navnet Olesen-Olesen. Alle seks plader har haft den samme lyd, og alle har de lydt godt.
Men! Jeg savner i dén grad at høre Olesen-Olesen prøve sig selv af; jeg savner inspiration udefra. Jeg vil høre elektroniske beats, strygere, synthesizere, mandoliner, hvad end der skal til for at forandre lydbilledet. Jeg vil høre Peter synge duet, og jeg vil høre, at Henrik har andre inspirationskilder end Dylan. Hvis dette ønske fører til, at jeg skal se Olesen-Olesen falde på røven, tager jeg gerne den oplevelse med.

Ovenstående ændrer dog ikke på, at Solsort og forstærker er en fantastisk plade. Ord, musik, alt går op i en højere enhed, og det er egentlig uforskammet at bede om andet.