Plader

René Schmidt: Sources

Skrevet af Kasper Würtz

René Schmidt har efter en pilgrimsfærd til USA’s sydlige stater fået mod på at udgive et album. Desværre har han ikke rystet lyden af de amerikanske country- og folk-forbilleder af sig – så Sources ender som et brev uden afsender.

René Schmidt har ifølge sin pressemeddelse “Amerika i blodet [og] Danmark i hjertet”. Den amerikanske fascination er efter en gennemlytning af debutpladen Sources ikke til at tage fejl af. Dog er det danske islæt en del sværere at få øje på.
Akkurat som en ung Bob Dylan, der tog rundt som musikalsk opdagelsesrejsende i håb om at blive som idolet Woody Guthrie, har Schmidt været på rundrejse i de amerikanske sydstater og er kommet tættere på sine forbilleder. Lidt for tæt, desværre.

Det starter ellers ganske lovende med “Water ‘gainst the Rocks”, som ved de første par gennemlytninger næsten lyder som en country-pastiche med en pedalsteel-guitar, en komplementerende kvindevokal leveret af Maria Blom samt et tekstunivers, der kredser om den tabte kærlighed, som ikke kan glemmes: »Cut your name into a tree / that’s how I kept this memory / Never thought it would remain / but it’s here just the same.« Men trods de iøjnefaldende klichéer virker åbningsnumret oprigtigt nok fra Schmidts side.

“All Apologies” har ingen relation til Nirvanas klassiker af samme navn, men er derimod Sources’ mest fængende og vel også fyldigste nummer. Denne gang er det mandolinen og mundharmonikaen fra country-arsenalet, som dominerer lydbilledet, og endnu en gang slipper den danske debutant ganske godt fra sin musikalske pilgrimsfærd.

Herefter virker det, som om René Schmidt har stirret sig lidt for blind på forbilledernes lys. Han mister den delikate balance mellem beundring og efterligning og falder i plagiat-fælden.
“Cannonball” er stort set bare et ueffent remake af Ryan Adams’ fremragende “New York, New York” fra Gold. Ganske vist er “Cannonball” det nærmeste, Sources kommer en efterligning, men resultatet er, at man herefter pludselig hører forkærligheden for Adams og Whiskeytown i nærmest alle de resterende sange, mens sangskriveren René Schmidt bare overses.

Dog er det i “Diggin’ the Dirt” nærmere Grant-Lee Phillips (i sine yngre og lidt mindre tandløse dage) end Adams, som virker som inspirator for den slæbende ballade – og for fraseringerne.

Tilbage står man med et album, hvor stort set samtlige sange virker som karikatur-tegninger af en række idoler, og man forledes til at lytte efter hvilket forbillede, der har stået model til kompositionen, i stedet for at lytte til selve nummeret, hvilket er synd. Sangene er nemlig i og for sig ganske udmærkede, og Schmidt viser flere gange et ganske fermt og poppet sangskriver-talent. Men mestendels smager albummet af noget, man har hørt tidligere og bedre udført.
Albumtitlen er utrolig velvalgt, for her flyder inspirationskilder frit og ofte over. Derfor ender en gennemlytning af René Schmidts debut oftere med et skift til Gold end med endnu et tryk på play.

★★½☆☆☆

Deltag i debat