Artikler

Skjulte lyster: Burt Bacharach

Burt Bacharach har komponeret et væld af klassikere, som kan høres i elevatorer og supermarkeder verden over. Men tager du sangene med hjem, får du en parade af uforfalskede popperler, der alle er at finde i musikhistoriens kanon. Amerikanerens forgyldte sangskriver-pen er nemlig aldeles pletfri.

Min kæreste hader Burt Bacharach. Jeg kan stort set ikke spille hans musik for hende, uden at hun får et tilbagefald til sin tid som ekspedient i den lokale Tigerbutik, der spillede samme album fuld af easy-listening-klassikere om og om igen for at antænde forbrugslysten.

Det er indiskutabelt, at der er et behageligt klassikersnit over Bacharachs melodier, som nemt kan afskrives som noget, der helst skal høres i supermarkedet eller elevatoren, hvor velkendt musik skal æde stilheden uden at kræve opmærksomhed. Der findes utallige harmløse udgaver af Bacharachs kompositioner, der nærmest bekæmper den enorme melodiøsitet og ynde som ellers findes i amerikanerens enorme klassikerudvalg. Heldigvis findes der langt flere fortolkninger, som ikke blot fordrer opmærksomheden, men som går durk i kærlighedsmusklen. Dette er musik som er skabt til at forelske sig eller forlades til.

Royal pop flush
Hvis Michael Jackson er den abdicerede king of pop, så må Burt Bacharach være esset i popverdenens pokerspil. Det er vel kun Brian Wilson, der kommer i nærheden af et lige så imponerende sang-repertoire som den efterhånden 77-årige amerikaner, der har mønstret over 50 top-40-hits. Bacharach ville kunne udstyre selv den mest multiarmede indiske gud med en urørlig royal pop flush i hver hånd: Raindrops Keep Fallin’ on My Head, A House Is Not a Home, The Look of Love, I Say a Little Prayer, Do You Know the Way to San José? og utallige andre popperler er at finde i Bacharachs sangkatalog. Manden er desuden blevet belønnet med 3 Oscars samt 6 Grammyer.

Det er især i samarbejdet med Hal David, at de største mesterværker er blevet til. I David fandt Bacharach en tekstforfatter, som kunne supplere melodierne med en pompøs og lyrisk elegance; ord, der uden besvær omfavnede hver en stemning i sangene, men som også kunne også trække dem i en lysere eller mørkere retning end den, som melodien dikterede, uden nogen risiko for skizofreni.

Bacharach og Dionne Warwick

Blandt de mange genistreger er Close to You, som må være det mekka, resten af kærlighedshymnerne vender sig imod for at bede. Indledningen er uhørt stærk, og at sangen er i hot rotation ved bryllupper, er fuldt forståeligt. Det er ikke mange steder i musikhistorien, at kærligheden er smukkere repræsenteret end ved ordene “Why do birds suddenly appear / everytime you are near? / Just like me / they long to be / close to you.

Det kan måske smage af tykke klichéer, men det skyldes formentlig mere de indre associationsvioliner, som spiller op til tårer grundet den hyppige brug af sangen som kærlighedsindikator frem for Davids egentlige poesi, der (bortset fra enkelte overkills med månelys og stjernestøv) er ganske fjerlet og ærlig.

Three ways to love, loose and miss a lover

Det er dog langt fra altid, at Bacharach/David-sangene hylder den rendyrkede og ikke mindst lykkelige kærlighed. I den umenneskeligt svære udvælgelsesproces endte mine tre foretrukne sange alle med at omhandle den mislykkede kærlighed i forskellig indpakning.

Trains and Boats and Planes er den rendyrkede længsel, hvor hvert lettende fly eller bremsende tog vækker minderne om en kærlighed, som blev nødt til at vende hjem – et tab, der synes meningsløst, og som forstærkes, jo længere sangen skrider frem. En næsten ikke-hørbar guitar ligger gemt under et elektrisk klaver, og selve kompositionen er trods sin enkelthed uhyre effektiv, især i Anita Harris’ hjerteskærende udgave, der spænder fra det opgivende til et voldsomt insisterende håb, hvori musikken også får et mere soul-agtigt præg. Trains and Boats and Planes findes i uendeligt mange versioner, hvoraf blandt andet de dansk-tyske støjrockere 18th Dyes fortolkning er klart anbefalelsesværdig.

Den ultimative Bacharach/David-fortolker er dog uden konkurrence Dionne Warwick og Anyone Who Had a Heart må vel siges at være højdepunktet på en karriere, som ubetinget har stået i Bacharachs tegn.

Hal David, Dionne Warwick og Bacharach

Her er kærligheden på ingen måde gengældt, og trods den klare beskyldning om den elskedes manglende hjerte kan der ikke gives slip, og hvor afstanden i førstnævnte sang var fysisk, er det her den psykiske barriere, der begrædes. Musikken veksler mellem den tunge melankoli i versene, hvor tonerne langsomt slæber af sted for så pludselig at skyde i vejret i omkvædet, hvor både violiner og følelser får frit spil. Det hele kulminerer i en slutning, hvor følelserne eksploderer, og frustrationen over et så ubarmhjertigt fænomen som ugengældt kærlighed er skåret helt ind til benet:

Anyone who had a heart would love me too
Anyone who had a heart would surely take me in his arms and always love me
Why won’t you?

Det er også Dionne Warwick, som står for den mest mindeværdige udgave af Walk On By, der indledes med noget nær den diametrale modsætning til Close to You’s guddommelige kærlighed: “If you see me walking down the street / And I start to cry each time we meet / Walk on by“. Kærligheden er igen mislykket, men denne gang opfordres modparten nærmest til at være hjerteløs og ignorere gråden. Bacharachs simple klaver (der måske har kørt i Chris Martins hoved, da han skrev Clocks) har trods enkelheden en svævende elegance. Og det er generelt ved amerikanerens melodier. De bliver aldrig halvhjertede eller kalkulerede, men lyder derimod lige så naturlige som tårer efter hjertesorg og lige så uafrystelige som forelskelse.

Burt Bacharach laver sange med livstidsgaranti, og selv om sangene her handlede om længslen og tabet, er udvalget af de perfekte popsange så omfattende, at der er nok til enhver stemning og årstid.

Elevatormusik siger nogen sikkert. I så fald er det en elevator skudt mod himlen.

1 kommentar

  • Helt enig, jeg læste faktisk denne artikel for et par år siden, hvor jeg stadig ledte efter en mulighed for et gensyn med Bacharach, som jeg har fulgt siden netop ‘Trains and Boats and Planes’ var ny på de engelske hitlister.

    Jeg var skolepige, og genkendte denne smukke mand, som jeg før havde set på tv som dirigent for Marlene Dietrich i Tivoli. – Jeg skrev til ham, og det viste sig i hans svarbrev, at jeg var den første i Skandinavien, der fortalte ham at jeg syntes om hans music. Vi mødtes første gang i ’64, han kom igen til Tivoli i ’65, ‘er her kun i 3 dage med Marlene, men du finder mig nok’. Det gjorde jeg. Og traf ham igen i’69 han var i London for at sætte musicalen Promises, Promises.

    Vi korresponderede endnu et par år, har brev der siger ‘Du har ret Elisabeth Tom Jones bliver stor en dag’. Men postforbindelsen brast, og jeg ledte i 40 år efter en mulighed for at se ham igen.

    Det lykkedes efter flere forgæves forsøg. Bl.a. en tur til Italien, hvor koncerten var aflyst, da vi nåede frem! Kunne ikke holde ud at høre hans musik de næste 3 måneder, men skulle heldigvis til Barbra Streisand koncert kort efter. Var til skøn Bacharach koncert i Antwerpen i juli 2009. Min datter fandt en kontakt til mig, da jeg fyldte 60 året før, som jeg fulgte op på med kopi af de gamle breve, og vi mødtes igen efter den mest fantastiske koncert. Husker ikke højdepunktet, var simpelthen for overvældet – måske en af Gene Pitneys ting ‘Only Love can break a Heart, eller ‘Alfie’ som min søster havde bedt ham skrive til Cilla Black.

    Det var et rent mirakel, som de fleste af hans sange. Prøv lige ‘Waiting for Charlie’ eller andre af de mere ukendte Bacharach numre og versioner på ‘The Rare Bacharach’ bl.a. ‘The Story of my life’ med Hermans Hermits eller ‘Don’t you believe it’ Andy Williams.

    Mr BB har været mit musikalske Gud alle de år.

Deltag i debat