Plader

The Skygreen Leopards: Jehovah Surrender

Skrevet af Jakob Lisbjerg

Smid skoene – nej, smid bare alt tøjet – og dans med til The Skygreen Leopards, mens solen går ned. Tempoet og energien er mestendels fraværende på denne ep, men det sløve og overstyrede udtryk er alligevel ganske inciterende – også for de danseglade hippier. Bob Dylan på god, god syre.

Her er en plade, som vil appellere til alle, der har hang til lofi-60’er-pop; alle, der har bare fødder og elsker at danse i solnedgangen; alle, der har en håndfuld hallucinogener og vil med på et trip. The Skygreen Leopards ville have været store i 60’ernes kærlighedstider – i dette årtusinde bliver de det næppe. Desværre.

Donovan Quinn og Glenn Donaldson er de to børn af naturen bag The Skygreen Leopards. Quinn har en solokarriere under navnet Verdure, og Donaldson er grundlægger af cd-r-selskabet Jewelled Antler, der spiller en stor rolle i free folk-bevægelsen i San Francisco-området.

Ep’en Jehovah Surrender består af seks numre, som ikke er særligt forskellige fra hinanden. Fra åbnings- og næsten-titelnummeret “Jehovah I Surrender” med sine meget løse trommer, meget sløve vokal og inciterende elektriske guitar over den hurtigere og længelsfulde “Julie-Anne, Patron of Thieves” til det rockede “Play for the Spring”, når man godt rundt i The Skygreen Leopards’ univers. Her er alting altid en smule utydeligt, forvrænget og sløvt. Og det smitter – man får lyst til at danse med lukkede øjne og hovedet lidt på skrå.

Instrumenteringen er mere elektrisk end på The Skygreen Leopards’ album fra tidligere i år, Life and Love in Sparrow’s Meadow. Bandet har droppet det folk-akustiske udtryk til fordel for en mere rock-orienteret lyd. Der er masser af rumklang på trommerne, og hverken guitar eller vokal er bange for at overstyre. Holdningen til indspilningerne har været afslappede, og det smitter af på udtrykket: Her er ingen angstprovokerende krav til at præstere, men masser af løs tilgang, og instrumenterne falder af og til ud af takt. Men det virker ikke forkert – snarere helt perfekt.

Det er udført med et skær af psykedelisk frisind – og også et vist vemod og en følelse af den triste eftersommer og det kommende efterår. Det kommer ikke mindst til udtryk i vokalen, som helt sikkert vil være en prøvelse for mange i starten. Men den vrængende og dovent drømmende stemme giver en musikalsk frihed og en følelse af, hvor højt til loftet der egentlig er.

Der gemmer sig små popperler på Jehovah Surrender, selv om de er delvist skjult i rumklang, feedback og retrolyd. Men melodierne er ikke svære at finde, og som brysterne på en frigjort kvinde vil de bare ud. Velkommen til et 60’er-inspireret naturtrip i det grønne – eller hvilke farver stofferne nu får dig til at se…

★★★★★☆

Lyt til “Julie-Anne, Patron of Thieves”:
[audio:http://www.scjag.com/mp3/jag/julieanne.mp3]

Leave a Reply