Plader

Slaraffenland: Jinkatawa EP

Skrevet af Anders Mortensen

Denne glimrende ep fra et dansk jazzpostrock-ensemble viser, at kombinationen af guitar og sax kan blive til andet og mere end Moonjam.<

Jinkatawa er titlen på den nye ep fra den danske jazzrockgruppe, Slaraffenland. Ordet er selvfølgelig japansk, og selv coveret har form som et menukort til en sushirestaurant. Ved de første gennemlytninger var jeg forvirret over det japanske tema. Umiddelbart lyder musikken blot som dét, det er: instrumental rock med saxofon i baggrunden.

Men efter flere gennemlytninger træder der detaljer frem i lydbilledet, hvor guitaren fungerer som en art japansk klokke. Måske er det noget, jeg bilder mig ind, og jeg er heller ikke ligefrem bekendt med et instrument ved navn ‘japanske klokker’. Jeg vover alligevel pelsen, og der er noget asiatisk over musikken. Det er vigtigt at gøre opmærksom på, fordi Slaraffenland dermed ikke bare er et dansk jazzpostrock-ensemble med støjtilbøjeligheder. Der bliver i stedet et dansk jazzpostrock-ensemble med støjtilbøjeligheder og et japansk tema. Hvis sådan en plan skal lykkes, skal musikken være sammenhængende, velfungerende og original. Og på det punkt er der ikke en finger at sætte på Jinkatawa.

Slaraffenland er ikke nye på den danske musikscene. De udgav i 2004 den selvbetitlede debutplade, der blev rost i den danske musikpresse. Og deres musik er kan da heller ikke entydigt betegnes som den udskældte og prætentiøse genre jazzrock. Ifølge pressematerialet trækker Slaraffenland på alt fra postrock til shoegaze og noise i skabelsen af deres musik, og det er tydeligt at høre Kevin Shields og Thurston Moore støje i kulissen, men i modsætning til mange andre bands har Slaraffenland skabt en unik lyd af inspirationen fra indiemusikkens højborge. Og med Mads Brauer og Casper Clausen fra Efterklang som producere på Jinkatawa placerer Slaraffenland sig klart på den danske alternative scene.

Ep’en lægger fornemt ud med pladens mest rockede nummer “Love Potion”. Det er faktisk lige før, der går Joy Division i bas og trommer, som er det eneste, der fortsætter, da nummeret flyder over i en jazzimprovisation. Det larmer og forstyrrer af Pommern til, men det er ikke overflødigt. Tværtimod fungerer den støjende del som en overgang til, at melodien kommer på plads igen.

Andet nummer, “Me as a Monster” er et smukt og tilbagelænet nummer, der midt i al sørgmodigheden akkompagneres af ren shoegazertråd, og igen er det utroligt velfungerende. Guitaren bliver ikke en afbrydelse, men skaber en lydflade, så skidtet går op i en højere enhed. Man bliver under gennemlytningen af Jinkatawa konstant overrasket over, hvordan det lykkes at få saxofoner, støjimprovisation og melodi til at finde sammen, men det er utrolig dygtigt gjort.

De to sidste numre, “Shuto-Uchi” og “Cockaigne”, fortsætter i samme stil, hvor “Shuto-Uchi” er et smukt nummer, der er meget inspireret af Radioheads Kid A-eksperimenter, især i introens blanding af elektronisk klikkeri og smuk guitar. Langsomt lægger saxofonen sig som et tæppe. Det er ligefrem rørende.
Afslutningsnummeret minder i stemning om åbningstracket, og her skinner Sonic Youth klart igennem i den karakteristiske guitarklimpren.

Det, der lykkes så godt for Slaraffenland, er den originale lyd. De tager fra inspirationskilderne uden at minde om nogen af dem. Og der bliver ikke gået på kompromis med melodi eller stemning i numrenes til tider kaotiske indfald. Jinkatawa er en skøn ep, og ved nærmere eftertanke er karakteren i højere grad baseret på originaliteten end selve musikken. Og så kan det jo være lige meget, hvad Jinkatawa egentlig betyder.

★★★★½☆

Deltag i debat