Plader

Vacabou: s.t.

Spanske Vacabou inviterer til svævende rumfart i smukke lydgalakser. Pladen er fyldt med vokaler, og de når vidt omkring – fra det umiddelbart indtagende til det decideret falske.

Når spillekonsollen står på standby, hænger ufoer stille i fjerne galakser, lyn holder inde, kun sporadiske bip-blop-lyde svæver i animeret luft, og astronauter, nymfer og snowboardere får lov at ligge i ske. Når man lytter til Vacabous nye udspil, ser man det for sig.

På åbningsnummeret kradser lyden af whiskers på sølvpapir til drivende orgelbas af den slags, der passer sig selv, når bare man har trykket på play-knappen. Lange guitartoner vrider sig efter hinanden, og når man én gang er blevet fanget af omkvædets rullende “ah ah ah“, mærker man, at man må blive hængende, ånde ud og lytte efter. Fra en anden dimension siver næste nummer ind i kroppen, elektronikken og stilstanden er den samme, men pludselig, i et omkvæd, fra en frostklar himmel, bliver man distraheret af et kuld skæve toner. Den samme kvindevokal som på første nummer fristede og fremstod nærværende og dyb, lyder nu lidt for påtaget. Faktisk falsk.

Ved gennemlytningen af albummet falder man enkelte gange over sekvenser, hvor man ærgrer sig sådan over kvindevokalen, at de smukke lyd-landskaber ville være bedre tjent uden hende. Og for en stor del er lydbilledet faktisk så dynamisk og velproduceret, at det kunne stå alene. Men Vacabou er et band og et univers med ikke bare én, men to stemmer, sangerinden Pascale Saravellis og produceren Juan Felius. Når de to står hver for sig, er den mandlige vokal dog stærkest, som det også kommer til udtryk i nummeret Plain, der er et af albummets højdepunkter. Her er der pludselig groove og breaks. Lyde fra under vandet, harmonika og stjernehimmel skaber et lille funky kaos, som bandet behersker, og som albummet sukker efter mere af.

Når man kommer lidt ind på pladen, er de to vokaler sammen næsten hele tiden. For det meste med en vis distance til den anden, men flere steder går det hele op i en enhed. De to finder sammen, og udtrykket bliver som en romantisk stjernekrig. Dette element er naturligvis yderst kærkomment og gavnligt for dynamikken og albummet som helhed. Desuden underbygger det den filmiske stemning, der er på pladen. Som i den næsten musical-agtige Rannveig, hvor strygere og stilhed danner rammen om let spredte blink og blong-lyde og de to, alene i en verden parallel med vores. Referencerne til David Bowies Ziggy-tid er tydelige og velfungerende.

Rammen, fladen, billedet, rummet, galaksen og universet er fuldendt, Vacabou svæver i midten, alt er fint og klart. Men standbyknappen lyser stadig. Bandet mangler det vigtigste element for at være aktør i et computerspil: En mission, og så når man aldrig til Level 2. Rundgange bliver til tomgang, og stilstanden tager over. Men der er smukt i det ydre rum, og når man først er sunket ned i søvn og drømme, tænker man ikke længere over, at den lille røde lampe stadigvæk lyser. Standby: On.

★★★★☆☆

Deltag i debat