Plader

Xbxrx: Sixth in Sixes

Skrevet af Martin Laurberg

Xbxrx’s nyeste udspil er en balstyrisk post-hardcore-plade med et væld af seje riffs og breaks. Attitude og levering er i topklasse. Produktionen er desværre mindre sublim, og derfor bliver pladen let en ensformig suppe, hvor alt står i stampe.

Xbxrx’s seneste udspil, Sixth in Sixes, er måske noget af det nærmeste, man kommer et rock-modsvar til begreber som ‘Armageddon’ eller ‘kaos’: Udflippet trommespil, vinde og skæve guitarriffs, højkomplekse sangstrukturer og skrigende sang flyder sammen i én stor suppe, hvor det er vanskeligt at skelne de forskellige ingredienser fra hinanden. Ved første lyt er det ikke nogen fordel, fordi man ikke rigtig kan bide mærke i noget som helst – det hele lyder som én stor klump uden særlige variationer. Når man får lyttet sig lidt ind på pladen, bliver det imidlertid langt bedre. Xbxrx er – uanset det fjollede bandnavn – virkelige opfindsomme, og selv om Sixth in Sixes kun er 25 minutter lang, er der nok benhårde og unikke guitarriffs (i alt cirka 80 over 17 numre) til mange timers musik.

Sixth in Sixes åbner med den højspændte “Deaf Ears, Silent Voices”, hvor xbxrx har fødderne solidt placeret i amerikansk hardcore-punk fra midt-90’erne (Econochrist, Born Against og den slags). Det hele er dog ligesom mere udspasset og skævt hos Xrxbx. Guitaren er flyvsk og nærmest psykedelisk, og til tider er der nærmest noget polka-agtigt ved sangen. I løbet af pladen når gruppen så vidt, at det er umuligt at kalde musikken harcore-punk.

Et af højdepunkterne er “Deceiver’s Voice”, som er en poppet sag, hvor instrumenterne spiller en staccato-rytme ledsaget af ordene: »Goddamn beat heard around the world, it’s a goddamn lie, a goddamn lie!« Det giver måske ikke umiddelbart nogen mening. Men efterhånden som sangen falder stadig mere fra hinanden og til sidst ender som total freakout, forstår man bedre, hvad det er, Xbxrx taler om. Alle almindelige beats blive banket sønder og sammen her og erstattet af udsyret spazz-rock. Alligevel er der hele tiden en underlig sammenhæng i sagerne. I det hele taget får Xbxrx ret ofte nogle rigtig stærke melodiske eller psykedeliske stykker ud af deres ustyrlige smadrerock.

Selv om man ikke kan være andet end imponeret af Xbxrx’s opfindsomhed og melodiske tæft, er der alligevel noget ørkesløst ved Sixth in Sixes. Måske skyldes det, at pladen er lidt tyndt produceret, eller at gruppens instrumenter lyder kedelige i udgangspunktet. I hvert fald er der helt utroligt få udsving i lyden, i forhold til hvor mange forskellige stykker gruppen spiller. Selv efter talrige gennemlytninger bliver man ikke rigtig ramt af de mange udknaldede omvæltninger og rytmiske skift. Det er lidt ærgerligt. (Måske gør det imidlertid pladen mere langtidsholdbar.)

Xbxrx har ry for at være et fuldstændig balstyrisk live-band. Det kan man godt fornemme, når man hører dem på plade. Musikken bliver leveret med en overbevisende slagkraft og kompromisløshed. Men på en indspilning er det svært at fange den slags. Sixth in Sixes har bibeholdt livemusikkens strukturløshed, men ikke al dens energi. Trods bandets sans for overraskelse og psykotisk sangskrivning og trods deres seje, kompromisløse stil er der derfor noget lidt tamt ved pladen.

★★★½☆☆

Deltag i debat