Plader

31Knots: Talk Like Blood

Skrevet af Lars Simonsen

31Knots tager delvis tråden op fra sidste års glimrende ep, hvilket vil sige, at denne fuldlængde byder på en del vellykket eksperimenterende indie- og progrock med overrumplende detaljer undervejs. Desværre udmønter det varierende udtryk sig denne gang også i flere mislykkede indslag.

For et års tid siden udgav Portland-progrockerne 31Knots den solide ep The Curse of the Longest Day, så det var med en vis portion forventning, at denne fuldlængde blev sat på anlægget. Ep’en overraskede positivt ved i sit udtryk at være ualmindelig overrumplende, mørk og varieret samt på én gang både aggressiv og følsom – og dét vel og mærke på bare fem numre.

Allerede fra åbningsnummeret “City of Dust” får man fornemmelsen af, at det komplekse lydbillede ikke er lagt i graven på Talk Like Blood. Det langsomme, men ulmende nummer fremføres med flosset percussion og uskyldsrent klokkespil, som forenes med forsanger Joe Haeges kontrollerede, men alligevel højtravende vokal.
En lyd der mest af alt minder om skrattende radiostøj danner bunden og den på én gang forførende og foruroligende stemning understreges glimrende med dystre linjer: »I am the city of dust / I am the cold dark place / I am the half dead flesh that needs no sleep / The pregnant pause / The sound unsung / The gut cut up in real time / So will you be mine,« lyder det spørgende, mens den ulmende underliggende støj bliver mere og mere insisterede og ukontrollerbar.

Noget, som også kendetegnede The Curse of the Longest Day-ep’en, var den eksplosive aggressivitet, der pludselig fik instrumenter og Haeges sangstemme til at stå i lys lue. Og der er tydeligvis stadig behov for at slippe frustrationer fri: »Hell have no fury like me« er den frådende indgangsbøn til den korte “Thousand Wars”, som også byder på verbale knock-outs som »your legacy will just be seen as rotten.«

Ud over trioens iørefaldende talent for at eksperimentere og variere udtrykket er det især forsanger Joe Haeges vokal, der er bandets styrke. Uden at være prætentiøs eller anmassende brænder sangstemmen knivskarpt igennem på pladens første skæringer. Derudover er Haege garant for et yderst varieret og imponerende guitarspil, ligesom han på førnævnte åbningsskæring står noteret for alle instrumenter på nær trommer.

Idérigdommen og detaljerne er ind imellem virkelig en fryd for øret. “Chain Reaction”, som dog langt hen ad vejen tangerer et straight rockudtryk, indeholder f.eks. et længere mellemspil med Haeges guitarfigurer, der er bygget op, så det nærmest lyder som en diskussion mellem to forskellige riffs.
Med sidste års vellykkede ep-udspil i baghovedet sniger der sig alligevel en snert af skuffelse ind i helhedsindtrykket. Efter albummets stærke start, der tager tråden op fra ep’ens talrige mørke eksperimenter og glimtvise aggressioner, er det, som om pladen brækker over på midten. Det stagnerende instrumentalnummer uden titel fungerer som en slags overgang til de mindre vellykkede numre.

“A Void Employs a Kiss” såvel som “Proxy and Dominion” præsenterer en mere anonym og ucharmerende poppet udgave af 31Knots. Især sidstnævnte nummer falder igennem med flagrende pianospil side om side med et ligegyldigt postpunk-udtryk uden overraskende eksperimenter eller nerve.

Meget bedre bliver det ikke i titelnummeret med sine ualmindeligt irriterende samplinger af violiner og et stilskifte undervejs til et mere fræssende rocknummer har ingen positiv effekt. Og for at gøre ondt værre virker Joe Haege her pludselig underlig inspireret og slap i udtrykket med linjer som »oh baby, react, so I can act like a man.«
De sidste to skæringer fortsætter desværre i den mere anonyme og middelmådige retning og hælder dermed endnu en sjat malurt i bægeret.

31Knots er bedst, når de med opfindsomhed blander en dyster og foruroligende stemning med Joe Haeges dedikerede vokal, der emmer af lige dele frustration og nerve. Denne opskrift praktiseres til topkarakter på albummets første halvdel, men desværre trækker anden halvdel en hel del ned.

★★★☆☆☆

Lyt til “Chain Reaction”:
[audio:http://www.ownrecords.com/mp3s/31knots_ChainReaction.mp3]

Deltag i debat