Plader

Amandine: This Is Where Our Hearts Collide

Skrevet af Erik Bendix

Mens efteråret rusker løs, udsender svenske Amandine sit debutalbum. Efteråret passer da også bedst til udgivelser af denne kaliber, som rendyrker det melodiske og melankolske. Resultatet er en plade, der tager udgangspunkt i den amerikanske alt. country med banjo og hele molevitten.

Det svenske band Amandine, som tidligere gik under navnet Wichita Linemen, har netop udsendt deres internationale debut på FatCat Records, som huser så prominente navne som Sigur Rós og Animal Collective. Man kan umiddelbart godt forstå selskabets satsning, for Amandines melankolske alt. country lyder helt, som den skal. Enkle, melodiske sange centreret omkring forsanger Olof Gidlöfs stemme, som til tider kan minde om skotske Alisdair Roberts.

“For All the Marbles” starter simpelt med akustisk guitar og vokal for derefter at blive suppleret med harmonika, klaver og violin, og det er et af pladens bedste numre. Melodien er fængende, og Gidlöfs vokal rammer den rette sørgmodige stemning.

Denne opskrift er på ingen måde ny. Man har hørt den f.eks. hos Whiskeytown/Ryan Adams, Crosby Stills & Nash samt Cowboy Junkies. Herhjemme er det især Wynona, man kan drage paralleller til. Musikken er udført af kompetente musikere med styr på deres musikalske bagkatalog, og der er i det hele taget ingen slinger i valsen på This Is Where Our Hearts Collide. De glimrende numre “Blood and Marrow” og “Over the Trenches” fungerer med deres stemning af håbefuld melankoli og er ligeledes højdepunkter på pladen.
Den særegne blanding af håb/melankoli er tydeligvis den pensel, gruppen helst maler med, og bliver da også rendyrket i løbet af pladen.

Der er i det hele taget masser af positive tiltag på This Is Where Our Hearts Collide. Lovende virker den Sufjan Stevens-inspirerede ballade “Fathers and Sons” med en enkel opbygning centreret omkring en velklingende banjo.

Uheldigvis bliver de mange positive tiltag alt for ofte ikke fulgt ordentligt til dørs af et ellers velspillende orkester. Når man har lyttet pladen til vejs ende, sidder man tilbage med en noget flad fornemmelse af at have hørt dette før. Numrene ligger sig op ad den amerikanske tradition med lydpanoramaer fra vidtstrakte prærier med de obligatoriske tumbleweeds blæsende hen over jorden.

Der er ingen tvivl om, at Amandine er fascineret af disse lydscenarier med den småtriste atmosfære, men en hel plade præget af samme melankolske stemning bliver for meget af det gode. Der er kun ganske få numre, der skiller sig ud, og at forsangerens stemme kun har ganske få facetter, gør ikke sagen bedre.

Svenskernes musik fungerer bedst i starten af de enkelte numre, da de her holder sig til et simpelt, nærmest minimalistisk udtryk, der er bygget op omkring ganske få instrumenter og Olof Gidlöfs stemme. Problemet opstår, når Amandine introducerer flere og strengt taget overflødige instrumenter til deres udtryk. De mange instrumentale lag i musikken drukner den ærlighed, gruppen så åbenlyst forsøger at udtrykke, hvilket går ud over de ellers udmærkede tekster.

Helhedsindtrykket af This Is Where Our Hearts Collide er gennemgående lunkent. Der er masser af gode momenter på pladen, som lover godt for fremtiden. Men som sagt kvæles de gode momenter i de 11 skæringer, som desværre ikke rigtigt kan få hårene til at rejse sig. Man skal med andre ord ikke forvente en plade, som ændrer noget, men som sikkert vil tiltale inkarnerede alt. country fans.

Lyset slukkes med nummeret “Heart Tremor”, hvilket dog er noget misvisende. Dette er ikke ligefrem musik, der får hjertet til at skælve.

★★★☆☆☆

Lyt til “Halo”:
[audio:http://www.amandinemusic.com/songs/heartscollide/amandine_halo.mp3]

Lyt til “Blood and Marrow”:
[audio:http://www.amandinemusic.com/songs/heartscollide/amandine_bloodandmarrow.mp3]

Deltag i debat