Plader

Bichi: Notwithstanding

Skrevet af Mikkel Arre

Stærk og sammenhængende solodebut fra Blue Foundation-medlemmet Tobias Wilner. På egen hånd leverer han beatfokuseret electronica, der først kommer på glatis, når den vil være storladen og utvetydig.

Notwithstanding kan oversættes til “ikke desto mindre” – en ganske passende titel til Tobias Wilners debutudgivelse som Bichi. Den er udsendt på Thomas Knaks label, Hobby Industries, og skiller sig ud fra hovedparten af selskabets udgivelser ved ikke at skrue ned, men op for sine komplekse beats, der ikke knitrer, men slår igennem. Ikke desto mindre passer Bichi fint ind på selskabet, fordi han serverer sine følelses- og stemningsmæssige budskaber på en afdæmpet og subtil måde: løsrevne, enkeltstående klangflader, der kun klinger nogle få sekunder – men nok til at man fornemmer melankolien strejfe én.

Der er ikke den store tvivl om, at Wilner godt kan lide Autechre, og hans beats er da også skrattende og maskinelle. Ikke desto mindre bliver de aldrig et irritationsmoment, fordi de aldrig føles som tam kopiering. Den fornemmelse dukker faktisk kun op i slutnummeret “Revolve in the Sun // Superfluous”, og her er det i stedet den tidligere label-kollega Manuals varme og gyldne lyd, der bliver gengivet lidt for loyalt med guitar og diset støj.
Slutnummeret er et af de få, hvor det ikke er trommeprogrammeringerne, men melodierne og i dette tilfælde også støjfladerne udenom, der er i fokus. Og her er Bichi ikke specielt interessant.

Der er langt mere kvalitet i de numre, hvor beatet får frit spil, og det er de første tre numre et glimrende eksempel på.
“Layers” introducerer den minimalistiske måde, Wilners klange og melodier formidler stemninger på. Her er det misvisende at tale om en melodi, da tonerne i åbningsnummeret snarere er løsrevne, adskilte klange, der farver lydbilledet hver for sig. Beatet glitcher hoppende af sted lige indtil den suveræne overgang til næste nummer.

Takket være kontrasten mellem det ret tilbageholdende beat i “Layers” og det alt andet end anonyme beat i den første del af “Parallax // Vivid” virker sidstnævnte som lidt af en øjenåbner. Den fornemmelse bliver styrket af, at beatet er umanerligt fængende, som ellers kun melodier er det. Der er imidlertid også en antydning af melodi i beatet, da det er konstrueret af xylofon-toner og en lille bitte stump guitar, som efterfølgende er klippet op og arrangeret som et hektisk sitrende beat.
Senere skifter beatet retning og bliver mere simpelt og tungt. Sporændringen fungerer så fint, at man slet ikke bemærker, at det efterfølgende retningsskift er starten på et nyt nummer.

Helt så sammenhængende er hele pladen ikke, men pladens flow bliver kun forstyrret en enkelt gang (ud over slutnummeret). Det organiske triphop-nummer “Whirl // A Stream of Comfort” skiller sig ud ved, at der er kvindevokal på nummeret. Selv om dét er ret radikalt i forhold til de andre numre, fungerer vokalen i sig selv udmærket. Men med Sara Saverys vokal bliver de blålige toner og det følelsesmæssige budskab meget mere klart defineret end på de øvrige numre, og derfor bryder nummeret med Bichis normale fremgangsmåde på en lidt for bastant måde.

Wilners triphop-baggrund fornægter sig ikke, når han demonstrerer, hvor effektivt han fremmaner filmiske kvaliteter i musikken. “Broken City” lyder som et Max Richter-soundtrack til en Hitchcock-film med sparsomme piano-toner og langstrakte strygere. Men uroen kommer på ny fra baggrunden, hvor en skinger fløjte sammen med det knurrende beat skaber en vis dysterhed.

Det filmiske bliver endnu mere imponerende i “Balancing // Small Change”. Efter fire minutter forlader det endegyldigt de klagende klangflader, der har ligget rundt om beatet, og tager en drejning mod det uhyggelige. Beatet begynder at flakse og hvine, mens det bliver klippet så meget itu, at det nogle gange ryger ud af takt. Men selv om der udelukkende er programmeringer tilbage, vækker de metalliske lyde og skingre bip stadig billeder.

“Revolve in the Sun // Superfluous” slutter som nævnt pladen af med at minde én om, at Wilner ikke er ufejlbarlig. Ikke desto mindre er Notwithstanding en glimrende debutplade.

★★★★☆☆

Deltag i debat