Plader

Bright Eyes: Motion Sickness

Selv om man må kigge langt efter sange fra dette års roste Digital Ash in a Digital Urn, tilfører Conor Oberst så meget intensitet og skævhed til resten af sit bagkatalog, at man lige akkurat kan bære savnet.

Det er lige før, at Bright Eyes (alias Conor Oberst) udgiver flere plader i år end Ryan Adams, hvilket må siges at være en præstation i sig selv. De to tidligere udgivelser fra januar i år, den countryinspirerede I’m Wide Awake It’s Morning og den mere elektroniske Digital Ash in a Digital Urn udgjorde vognlæsset for den turné, man kan høre uddrag af på Motion Sickness.

Det er lidt en skam, at man ikke bliver præsenteret for nogle af de elektroniske numre fra Digital Ash…, for det ville bestemt have være interessant at få dem kørt igennem en sceneoptagelse, men dét, som man må “nøjes” med, er nu også ganske udmærket i sig selv, og vi får sågar coverversioner af Feists “Mushaboom” og Elliott Smiths “The Biggest Lie”. Eneste svaghed ved de to numre er, at man ikke føler, at de er en del af liveoptagelsen, for lyden er en ganske anden end i dusinet af numre, man kan lytte til lige inden.

Der lægges ud med de tre første sange fra I’m Wide Awake…, der på sin vis ikke tilføjer noget nyt, hvis man har hørt originalen, og Emmylou Harris er erstattet med falset fra en mand, der på ingen måde lever op til countrydronningens melankolske indslag.
Der er ikke meget, som giver de første numre et decideret live-præg. Lidt klappen inden “At the Bottom of Everything” sørger selvfølgelig for et vist bevis, men man skal helt frem til fjerde nummer, “Make War”, inden Conor Oberst siger noget mellem sangene.

Bagkataloget får en smule plads, og ud over “Make War” og “Method Acting” fra 2002-albummet Lifted or the Story… fra 2002 giver Oberst os et enkelt pip fra den fem år gamle Fevers and Mirrors i form af “Scale”.

Man skal ikke forvente en masse omformuleringer og nye indgange til numrene, for de ligner meget originalerne, men det er nu også sin kunst at få overbragt de udtryk, der ligger og gemmer sig på bl.a. I’m Wide Awake…-pladen. De countryinspirerede og gribende historier om livets mange smertelige konsekvenser ryger hen over scenekanten og lige ud til lytteren, hvilket er lidt af en bedrift. Samtidig fungerer Conor Obersts vokaler mindst lige så godt på Motion Sickness som på hans øvrige udgivelser.

Den vrede salut til præsident Bush, “When the President Talks to God”, får jublen til at bryde ud, og den akustiske aggressivitet, der ligger bag hans hilsen, er rigtig intens, hvilket fint bryder det pedal steel- og trompet-udtryk, der ellers ligger som en rød tråd i de forrige sange, og som fint videreføres i “Road to Joy”.

Som før nævnt bremses live-fornemmelsen en anelse, når man lytter til de sidste numre – bl.a. de to covers, hvor lyden er en ganske anden. De er optaget live, ingen tvivl om det, men der er et helt andet rum omkring lyden, hvilket ikke virker specielt heldigt – og det er en skam, for det er et par coverversioner, der ellers rykker pladens lidt forudsigelige og meget studielignende kompositioner væk fra det oprindelige udtryk.

Pladen er absolut ikke en unødvendig udgivelse, men et must i en pladesamling kan man heller ikke kalde det. Det er klart en god investering, hvis man har oplevet Bright Eyes live og vil genopleve indtrykkene.
Der er fine øjeblikke i løbet af den time, optagelserne varer, og Conor Oberst beviser til stadighed, at han er en mester i at overlevere desperate fortællinger med en høj begavelse for melodiens betydning. Det er smukt udført, men jeg vil alligevel anbefale at smide pengene efter den ægte vare og snuppe en af de tidligere Bright Eyes-udgivelser fra i år.

★★★½☆☆

Deltag i debat