Plader

Bugpowder: Autoabsence

Bugpowders lydunivers er sært og tidskrævende, men der er så meget intensitet og energi i kompositionerne, at man ikke kan undgå at blive revet lidt med. Til gengæld er der for meget jam-session over konceptet, og det ender med lidt mere undren end overgivelse.

Autoabsence er et musikalsk kulturmøde, hvor instrumentale og semi-jazzede kompositione, møder rock og elektroniske energier. Trompeten og bassen fylder en del i lydbilledet og danner sammen med Laust Sonnes trommespil de jazzede rammer. Men konstruktionerne splittes hele tiden op, og kvartetten sørger for, at hjernen holdes beskæftiget.

Det er til tider flippet og freestyle, med et snert af støjrock, som på Manibozho/Going to Manchester, og andre steder er der små fine øjeblikke som Roppongi og Bug Beauty, der er tonet helt ned til et minimalistisk udtryk, hvor stilheden kun brydes af små slag, pust og enkelte basakkorder.

Pladen lyder som et produkt af venners leg i øvelokalet, hvor ideerne fortælles til den, der står nærmest, og på den måde ender med et væld af skabeloner, som forenes af jazzen som holdepunkt.
Kompositionerne er stemmningsfyldte og til tider smukke og varierede som Coxon, der starter som en ambient hymne, men ender i et halvstøjet jazzrock-nummer med trommer og guitar som frontløbere. Overskuddet og kreativiteten er smittende.

Numrene fungerer faktisk bedst i de numre, hvor ideerne trækkes ud, og monotonien indfinder sig. Det over 11 minutter lange titelnummer, der leger rundt med lytteren i første halvdel og forener en masse sære lyde for siden at ende som et freestyle-eksperiment, kunne have gjort en forskel, men trangen til at lege blev åbenbart for stor, og de postrock/jazzede-elementer forsvinder i et mix af melodistykker.

Bugpowder er ikke bange for at skabe hybrider, og de har evnerne til at få små lydcollager til at smelte sammen til noget dybsindigt og elegant. En farlig mission, og der går da også lidt for meget legestue i projektet, men de live-agtige konstruktioner tilfører musikken en god portion energi, og det er med til at gøre det muligt at lytte uden at slukke.

Samspillet virker overlegent og musikerne kompetente. Det er lykkedes at få instrumenterne til at glide fint ind mellem hinanden, uden at der er en decideret dominans fra en eller flere sider, selv om blæserne trækker det tungeste læs.

Desværre hænger de musikalske perler ikke på en snor. Autoabsence er næppe for alle og enhver, men er man til hæse trompeter og mange sære jazzfragmenter, der knytter bånd med rock og elektronik, bør man ikke tøve med udfordringen, for man kan blive belønnet. Det kræver så til gengæld, at man smider alt over bord og går ind til højtaleren med et åbent sind.

★★★★☆☆

Deltag i debat