Plader

Thomas Denver Jonsson: Barely Touching It

Man bliver bestemt ikke skuffet over opfølgeren til Hope to Her. Thomas Denver Jonssons 13 nye personlige sange er overbevisende, hvilket ikke mindst skyldes The September Sunrise, der spiller, så man glemmer kulden, der ligger på lur udenfor.

Det er en meget hudløs og ærlig mand, der præsenterer sine sange på Barely Touching It. Giver man sig tid til at lytte ordentligt til alle 13 numre, får man et klart indtryk af, hvad det er for en person, der ses som profil på forsiden af coveret. Pladen handler bl.a. om at være anderledes og ikke føle sig som en brik i puslespillet, som pladens første strofe antyder: “I was ashamed of my face, length, hands and nose.”

Thomas Denver Jonsson formår at fortælle sin historie, så man ikke er i tvivl om, at han mener det alvorligt, men det bliver pakket ind i nogle helt fantastiske melodier, der gør det ekstremt behageligt at konsumere.

Et eksempel på denne kombination finder man i Dance Floor Borders, der åbner med “Dear, we’re just dinosaurs / trying to fulfill the struggle of our lives / Can we not forget that the world is evil / and learn from our mistakes once again?
Det er stærke sager, men smerten hylles ind i orgel, harmonika og guitarflader, der lægger sig som balsam i øregangen og virker som en slags plaster på såret.

Thomas Denver har komponeret sine sange med melankoli, men også masser af håb, varme og fortællelyst, der trækker lytteren ind i hans personlige univers, hvor guitaren (specielt pedal-steel), trommerne og de klassiske orgel/harmonika/klokkespils-elementer forfiner arrangementerne.

Denver Jonssons let snøvlende, halvt talende, halvt syngende stemmeføring er hverken værre eller bedre, end det man ellers støder på i genren. Men selv om tonelejet ikke er på vej mod himlen, er Thomas Denvers høje leje væsentlig bedre end mange andres, og det er med til at løfte tungsindigheden, når han i A Day From a Year synger “I could never feel alone with you by my side.”

Thomas Denver varierer sit udtryk i højere grad end på Hope to Her, som havde mere country og landlig stemning over sig.
Barely Touching It har visesang og fuldblods-americana, hvor The September Sunrise folder sig fuldt ud som f.eks. Strange Luck, der rocker med masser af orgel og el-guitar, og Silver Boy, der er en duet med Ned Oldham og trækker lange tråde til Neil Young og hans Crazy Horse-sound.

Der er til gengæld ikke meget støvet rock over de to numre, hvor Nina Kinert giver vokalmæssig hjælp. Pedal-steel og klassiske countryflader danner rammerne på Time Stops When I Hold You og føromtalte ballede Dance Floor Borders er ganske enkelt smuk og iørefaldende med masser af orgel og dæmpet guitar.

Barely Touching It gør sig godt på denne årstid, hvor man sidder og nipper til kaffen, mens man undrer sig over, hvor lidt dagslys man egentlig nåede at få med, inden aftenen fik overtaget. Men der er lys forude, for Thomas Denver lader ikke håbløsheden og tungsindet få det sidste ord. I Reprise lukker og slukker han med “I got everything that’s needed / I got it now and I’m improving every day.”
Det er befriende og opløftende for oplevelsen af pladen, at den ikke bliver en klon af Damien Jurado, hvor melankolien hærger så voldsomt, at man ikke kan skimte håbet og troen på det gode.

Der skal ikke fejes noget som helst under gulvtæppet. Det kan konkluderes meget enkelt: Barely Touching It er (endnu) en fremragende plade fra den tungsindige, men afklarede svensker.

★★★★★☆

Deltag i debat