Plader

IDAHO: The Lone Gunman

Skrevet af Kasper Würtz

IDAHO er veteraner på den amerikanske slowcore-scene, og på deres 10. udspil præsenterer styrmand Jeff Martin små filmiske montager. Men trods et fint atmosfærisk startniveau blændes den indre skærm af tilbagevendende hvid monotoni, hvor musikken går i tomgang og ikke rigtig når at berøre lytteren.

Med Jeff Martin som omdrejningspunkt har IDAHO efterhånden bidraget med atmosfærisk slowcore i over 10 år. Akkurat som åndsfrænderne Mark Kozelek og Jason Molina vandrer IDAHO rundt i et hovedsageligt mørkt og fortabt univers, hvor kvinderne forlader dig nat efter nat. Tristessen har hovedsageligt fået sin dystre kulør fra Martins fintfølende vokal, assisteret af den firstrengede guitar, men på bandets 10. udspil, The Lone Gunman, er klaveret i centrum i det musikalske landskab.

Jeff Martin har tidligere på året skrevet musik til den amerikanske dramaserie Inconceivable, og der er også noget filmisk fortællende over hovedparten af de 17 numre, som serveres her.

Efter en musikalsk prolog i form af den instrumentale “The Orange Cliffs” rammes man i “Echelon” af en lyrisk stemning, som smager hen ad de højtflyvende islændinge Sigur Rós. Martins vokal er forvrænget til ukendelighed og opnår derved en overjordiskhed, som minder om Jónsis fra de førnævnte gletscherbetvingere.

“The Mystery” fortsætter i det sfæriske spor, men denne gang slipper Martin vokaleffekterne. Resultatet er forfærdeligt fængende og står klart som et af enspænder-pladens højdepunkter. Generelt fremstår først halvdel af The Lone Gunman klart mest overbevisende. Numrene virker mest gennemarbejdede, og her fremstår sangmaterialet også mest varieret.

“When Sunday Comes” leger igen med filtrerede vokaler i et nummer, der starter skævt for så gradvist at afsløre en krystalklar melodi. Endnu en gang bæres sangen af det allestedsnærværende klaver, som understøttes af en charmerende trommemaskine, mens Martin synger om søndagens helende effekt: »Sunday comes and it gets everything back to where it should be.«

“You Flew” har nærmest et polka-agtigt udtryk, og en tuba medvirker til at give et anderledes og mere jovialt udtryk, som ganske vist falder lidt uden for resten, men som samtidig virker som et lille pusterum midt i de tunge stemninger.

Lidt pudsigt er det, at “Cactus Man Rides Again” og “Where the Canyon Meets the Stars” nærmest er totalt identiske, og denne ensformighed præger desværre den afsluttende del af The Lone Gunman

De mange korte instrumentale numre er i og for sig stemningsmættede nok, og flere gange affødes billederne til den indre spillefilm, som vi alle bærer rundt på. Scenerne forfattes, hver gang man lukker øjnene og svæver væk i de ordløse stemninger, men man savner, at de små passager stykkes sammen til et større hele frem for bare at svæve rundt i deres egne lukkede universer. I stedet for hele spillefilmen spises man flere gange af med små trailere, som ikke rigtig mætter. The Lone Gunman ender derfor som en underligt forvirret størrelse, som er rodet med sin fragmentariske natur, men samtidig ender i klavermæssig monotoni.

★★★½☆☆

Deltag i debat