Interview

Jeg er ik' så'n en gal én

Lyden er stram, lyrikken underfundig og skarp. Manden bag er rodet og forvirret, men frem for alt humoristisk og selvironisk. Skibet er ladet med kontraster og en venligtsindet gal videnskabsmand som kaptajn, når Johannes Gammelby som I Am Bones losser til backpackers og håner det vestlige samfunds tryghedsnarkomani. (09.11.05)Gennem en småramponeret dobbeltsidet yderdør placeret i kæften på en grå boligblok, ind i en unaturligt lille og klaustrofobisk elevator, med buldren og knirken op mod fjerde sal, ud og til højre. Foran ligger en dør, hvis skilt ikke afslører beboeren bag, og hvis klokke ikke virker. Efter en kort banken dukker en halvsøvnig, forvirret Johannes Gammelby op i døren.
“Kan jeg friste med noget? Kaffe, the?”, han tager en lang pause, “ymer?”.
Lidt efter placerer han sig i det eneste møblerede værelse i lejligheden. Møbleret i betydningen, et par stole og en sofa, der samtidig agerer opbevaringsenhed for diverse. Men guitarer, et trommesæt, kabler og computere dominerer helheden og gør det klart, at det smalle rum ikke primært fungerer som opholdsrum, men som studie. Vi er i den gale professors kreative hule.

Nemmere, når man selv må bestemme
Gammelby var tidligere en af kollaboratørerne i støjrockbandet Strumm.
“Vi havde det hyggeligt, og det gik godt, når vi spillede live – vi havde det godt sammen, og vi havde noget særligt, som ikke mange bands har eller havde. Men jeg havde større kreative ambitioner.

Jeg fik mere ud af at skrive sange selv, for det er meget mere effektivt, at det ikke skal gennem en demokratisk proces. Vi havde i bandet en proces, hvor alting blev vendt og drejet 1000 gange, men det faldt 90 procent af gangene alligevel til jorden. Det gad jeg simpelthen ikke.”
Derfor satte Gammelby sig for at fokusere på soloprojektet I Am Bones, og for en måneds tid siden udkom debutalbummet Wrong Numbers Are Never Busy.

Her langer Gammelby ud efter både backpackers, og hvad han kalder “den nye bølge af vestlige imperialister”, der på lige fod med englænderne i starten af 1900-tallet koloniserer verden – nu blot med andre metoder.
Dertil kommer vrede, vrede udbrud som eksempelvis i Bellyache: “You hold the devil in your gut / yeah yeah yeah yeah / you keep that motherfucker down / yeah yeah yeah yeah / I should not have been allowed to reproduce / the semen should have fertilized the ground.”
En sang, der har vakt en del undren: “Min kæreste synes simpelthen, den sang er latterlig! Hun sagde til mig, da hun hørte den: ‘Hvorfor synger du sådan noget, Johannes? Skal vi ikke have børn eller hvad?’ og jeg sagde: ‘Jo, det kan vi da godt.’.”

Gammelby mener ikke, at sangene skal tages så alvorligt, som de lyder. Dertil er mange af sangene et resultat af hans egne og produceren Torsten Larsens mærkelige indfald i sangskrivningsprocessen: “Torsten og jeg har en humor med at stille os selv i en eller anden situation og så vise, hvor latterlige, ynkelige og dumme vi er. Så lyrikken ender tit med at være et eksperiment, der netop viser, hvor dum man er. Jeg ved ikke, hvorfor det er sådan, men det morer mig.”

“Jeg kan godt lide at fucke tingene lidt op”
Sangene er også et oprør mod ‘tudefjæs-indie’:
“Der kan være nok så meget hjerte/smerte, men det bliver først sjovt, når man bruger sig selv som den, der bliver angrebet. Der er ikke så meget mere kød på Bellyache, end at jeg piller mig selv ned og giver djævlen skylden for det hele. Han havde fået lidt for meget magt i min eksistens, og det er derfor, jeg ikke skulle reproducere mig selv.”

Omgivelsernes opmærksomhed på teksterne har overrasket Gammelby. “Når jeg skriver lyrikken, tænker jeg ret meget over, hvordan det bliver at lytte til, men jeg har ikke nogen visioner om at give folk åbenbaringer. Hvis de kan afkode nogen budskaber og få noget glæde af det, er det fint, men det er primært for at bære melodien. Teksterne er ofte båret af en eller anden frase, jeg er stødt på, og som hænger ved. Det er sgu ikke så pissealvorligt alt sammen – jeg kan bare godt lide at fucke tingene lidt op!”

Selv om Gammelby nedtoner sin vrede, er der alligevel visse ting, der sætter hans pis i kog: “Jeg kan simpelthen ikke klare hykleri. Mine fødder gør så’n her,” han løfter venstre fod for at demonstrere, hvordan han krummer tæer blot ved tanken, “og så er jeg træt af folk, der er påtaget følsomme, blot for at vinde andre folks hjerter med denne følsomhed. Det er røvirriterende! Og så hader jeg hippie-tilgangen til tingene. Det er fint, at de er glade – men lige så snart de begynder at presse alt deres anti-kød-mentalitet ned over hovedet på mig, står jeg af, for så bliver det til en religionsform, og det synes jeg er træls!”

Men så snart det er sagt, forsøger Johannes igen at berolige: “Men jeg er altså ik’ så’n en gal én. Jeg laver bare musik, fordi jeg simpelthen ikke kan lade være. Og i processen kommer en række udtryk frem, der på en eller anden måde er en del af mig, uden det nødvendigvis er så alvorligt, som det lyder.”

Deltag i debat