Plader

The Legends: Public Radio

Skrevet af Rasmus Junge

Tommetyk inspiration fra 80’ernes altmodische new wave-pop er der masser af på de tidligere garagepoppere The Legends skuffende andet fuldlængdealbum – et professionelt udført, men forstemmende uoriginalt udspil.

Lad mig for at undgå fremtidige anklager om inkompetent forudindtagethed starte med at slå en ting fast: Jeg er ikke nogen specielt stor The Cure-fan. Jeg anerkender bestemt gruppens rockhistoriske betydning og sangskrivningsmæssige kvaliteter, men dyrker omvendt ikke som de mest dedikerede tilhængere gruppen og dens output med ritualiseret gotisk entusiasme. Ikke desto mindre føler jeg mig trådt over tæerne, når jeg lægger ører til Public Radio fra The Legends.

Bag bandnavnet gemmer sig den svenske musiker Johan Angergård (og dennes vekslende sparingspartnere), der ud over at have to udgivelser som The Legends på cv’et står som indehaver af det velanskrevne indie-label Labrador Records, der står bag udgivelser med grupper som Club 8, Acid House Kings, Suburban Kids With Biblical Names og The Radio Dept. af generelt god kvalitet.

The Legends debuterede sidste år med Up Against the Legends, der på dengang tidstypisk men også kompetent vis blandede garagerock-guitar og tamburin med soulede vokaler. Det var dengang, det var moderne at starte sit bandnavn med The og spille rock, som man gjorde, dengang far var ung.

Nu er den maniske mediehype af garagerocken så i mellemtiden aftaget, og som så mange andre The-bands har The Legends tydeligvis har behov for at komme videre. Og her er virkelig nyt under solen i forhold til debuten: væk med de skramlede og upolerede garagetendenser og ind med en blødt vuggende, melankolsk guitarpop, der pligtskyldigt peger tilbage mod 1980’erne med 10 fingre og ditto tæer.

En på papiret noget voldsom transformation, som ikke virker mindre overvældende i praksis. For fra de svævende synths og den fløjsbløde New Order-bas sætter i gang på åbningsnummeret “Today”, og til albummet 11 numre senere lukker ned med den mere ligefremme, guitardrevne “Do You Remember Riley?”, vælter 80’er-fascinationen ud af væggen i så klæge klumper, at man næsten kløjes i det. Og her er det, at The Cure kommer ind i billedet. For selv om The Legends undervejs varierer udtrykket med et par pussenussede indiepop-numre, går inspirationen fra især dette band og dets pompøse indadvendthed som et spøgelse igennem albummet – vel og mærke uden at The Legends forholder sig selvstændigt til udtrykket.

Public Radio fremstår derfor som en professionelt og glat udført, men dybt uoriginal pastiche, en grå musikalsk masse af triste, mere eller mindre enslydende numre, der bag de oppustede arrangementer ikke kan skjule, at der melodisk ikke er meget at komme efter. For i modsætning til label-kammeraterne i The Radio Dept., der på glimrende vis kombinerer poppet shoegaze med overbevisende, personlig sangskrivning, fremstår The Legends i denne omgang som intet andet end simple kopister, og man fristes til at spørge, om The Legends kun er et modeband, der fra gang til gang og album til album, ændrer udtryk – ikke af personligt motiverede grunde, men udelukkende i en febrilsk iver efter fornyelse?

★★☆☆☆☆

Deltag i debat