Plader

Mob: We All Repeat the Past

Skrevet af Stine Mogensen

For utrænede ører kan danske Mobs tredje plade føles som at få en veritabel støjhammer i hovedet. We All Repeat the Past er en ganske overvældende og anstrengende, men samtidig imponerende intens og energisk lytteoplevelse, der bider sig grundigt fast.

Det ville være synd at sige, at Mob benytter sig af antydningens kunst som udtryksmiddel. Søger man uforpligtende indiehygge med delikate finurligheder og underspillet kækhed, er We All Repeat the Past bestemt ikke stedet at lede. Tværtimod er det en ualmindeligt krævende plade, som højlydt – og på godt og ondt – insisterer på at få lytterens fulde opmærksomhed.

Dette skyldes ikke kun, at Mob arbejder inden for støjrock-genren, men også at bandet præsenterer deres materiale med en kompromisløs intensitet og en enorm mængde energi. Pladens ni numre kan groft sagt betegnes som nærstudier af støj og støjflader; det ene øjeblik er en forsagt guitar alene i lydbilledet, det næste hamres pedalen i bund, så det hviner i ørerne, og pudset rasler af væggene. Dette gør, at We All Repeat the Past bade tiltrækker og frastøder.

Ved første gennemlytning af albummet bliver man irriteret og iler hen til anlægget for at slukke for den infernalske larm. Alligevel vover man at sætte skiven på både anden, tredje og fjerde gang, og for hver gang bliver man hængende stadig lidt længere. For pladen er et fascinerende bekendtskab.

Der er mange eksempler på, at støjrock kan være en temmelig indadvendt og dermed lidt halvkedelig affære. Mange gange er det, som om at dét, der uden tvivl har givet gåsehud i øvelokalet, ikke helt står distancen på en cd. Men indadvendthed er ikke et problem for Mob; deres støjeksperimenter er skåret, så man føler, at de i høj grad vil deres publikum. Tonen er melankolsk, men glødende og nærværende. Bandet spiller for hinanden, men henvender sig samtidig direkte til lytteren foran højtaleren. Derfor suges man uvilkårligt ind i Mobs støjende parallelverden, som både favner det smukke og det grimme.
To numre, der virkelig viser, hvor vidt bandet spænder, er “Favourite Crusade”, en rasende, frådende elektricitetsudladning, og det næsten graciøse “As You Pass”, der med sin lavmælte tristesse virkelig trænger ind.

Albummets svulstige titel, We All Repeat the Past, tigger nærmest om farverige anmelderfortolkninger. Jeg vil meget gerne undlade at kaste mig ud i dette projekt, men titlen virker under alle omstændigheder symptomatisk for pladen. Det er nemlig tydeligt, at bandet har søgt tilbage i tiden efter inspiration. Dette kan blandt andet høres i forsanger Morten Haabers vokal. I denne aner man en god blanding af The Cures Robert Smiths typiske begravelses-croon og Placebo-forsangeren Brian Molkos forurettede vrængen. Desuden ville det formentlig heller ikke være helt ved siden af at gætte på, at Sonic Youth har ligget lunt på pladespilleren hjemme hos bandets medlemmer.

Konklusionen er, at We All Repeat the Past ikke er en nyskabende plade, der pirrer nysgerrigheden. Den er snarere et virtuost sansebombardement, hvor man både bliver slået oven i hovedet og kløet blidt bag øret, og hvor man slæbes nådesløst gennem lange passager af ringende guitarflader og bragende støj.

Men selv om Mob graver i de store følelser, bliver det aldrig selvfedt eller selvhøjtideligt, for musikken er både nærværende og vedkommende, og Mob er et af de få bands, der formår at udtrykke den rå energi fra en live-koncert i en studieindspilning.
Så hvis man trænger til at blive effektivt rusket, er We All Repeat the Past et godt bud på en plade-investering.

★★★½☆☆

Deltag i debat