Plader

Ennio Morricone: Crime and Dissonance

Skrevet af Jakob Lisbjerg

‘Still going strong’ er et udtryk, man sagtens kan bruge om Ennio Morricone. På denne retrospektive kompilation sammensat af Mike Patton er det tydeligt, hvilken ener Morricone er som filmmusikkomponist. Med vægt på 60’erne og 70’erne er der masser af atonal musik, skæve melodier og rædselsskrig.

Selv om man er født i 1928 og nærmer sig de 80, kan man stadig være særdeles aktiv. Det er Ennio Morricone et godt bevis på. Han komponerer stadig musik og har på det seneste lavet musik til store film som Quentin Tarantinos Kill Bill-serie og Brian De Palmas The Untouchables: Capone Rising. Men det er stadig for værkerne i 60’erne og 70’erne, at Morricone er mest kendt; ikke mindst for sine musikalsk markante og, nå ja, filmiske bidrag til Sergio Leones westernfilm.

Crime and Dissonance er en dobbelt-cd, som musikeren Mike Patton har sat sammen. Også han har en forsmag for Morricones ældre arbejder til mestendels italienske krimi- og horrorfilm. Det yngste nummer på kompilationen er fra 1981, så Patton har virkelig gravet langt tilbage for at finde glemte og skæve numre – her er således ingen store western-temaer.

I sleeve-noterne til albummet står der, at Patton har valgt numrene for at vise sit musikalske slægtskab med Morricone. Det er ikke helt oplagt at sammenligne Patton og Morricone, men man kan godt høre, at de begge er musikalsk søgende og udfordrende – for Morricones vedkommende kommer det til udtryk i hans dristige brug af psykedeliske og bizarre elementer og tilstedeværelsen af uhyggelige elementer som skrig og åndedræt. Det hele er tit bredt orkestreret og ofte ganske filmisk.

Og hvad fremhæver man så fra en kompilation med 30 numre, der musikalsk spænder over næsten 15 år? Crime and Dissonance er overvældende i udtrykket – der er mange stemninger fordelt på de to cd’er. Størstedelen placerer sig dog i den skræmmende ende af spektret, og der er kun enkelte harmoniske lyspunkter. En gennemlytning ved dagslys kan derfor anbefales.

Åbneren “Giorno Di Notte” er et stykke funky roderi, hvor guitarsoloer og klaverstampen vælter rundt oven på en mere fast og stram bund af trommer, bas og orgel. Det er fantastisk, hvor rodet det er, uden at miste retning eller struktur – et af Morricones musikalske træk.

“Memento” er et stykke ultra-uhyggelig, pastoral støj, hvor forvrængede munkestemmer svæver i enorme haller. “Ricreazione Divertita” udmærker sig ved mere vokalarbejde end mange andre numre. Nummeret har både a capella-stykker og mere funky stykker med en fri, summer of love-vokal. Gad vide, hvilke billeder der passer til denne lydside – en tanke, som ikke bare hér, men flere gange dukker op under lytningen.

“L’Uccello Con Le Piume Di Cristallo (Titoli)” består nærmest bare af en langsomt accelererende rytme, der som et hjerteslag banker hurtigere og hurtigere, mens vokalisten stønner sig gennem sin langsomme død. Det kan måske ikke direkte betegnes som musik, men som lydside til indre billeder er det særdeles skræmmende. “Trafelato” består i starten af dissonante strygere og dommedagsklokker og støj. Men efter et halvt minut slår stemningen helt om, og nu er det et breakbeat og et hidsigt klaver, der driver nummeret hektisk fremad. En Hendrix-solo er der også lige plads til i det sidste minut.

“Paura E Aggressione (short version)” begynder som en hyggelig, instrumental jazz-ballade, men kaotiske klavertoner sniger sig ind, og et tungt, tungt åndedræt får en mere og mere fremtrædende rolle efterhånden, som nummeret skrider frem – det bruges nærmest som instrument. Både “Trafelato” og “Paura E Aggressione (short version)” er gode eksempler på, hvor hurtigt Morricone kan skifte stemning og med forholdsvis få midler maler rædsel og desperation. Ofte er hans lydbilleder vildt rodede, men han bliver ved med at forbløffe med sin evne til at holde styr på alle elementerne.

Crime and Dissonance er ikke en plade, man sætter sig ned og lytter igennem fra en ende til anden. Kompilationen er lang, og dens trykkende stemning med de mange elementer bliver anstrengende i længden. Men i små doser er den ganske forrygende. Morricone formår med enkle midler (også selv om musikken fremføres af et større orkester) at male stemninger af makabre blodsudgydelser, mørke gader i forladte landsbyer og utydelige hændelser i dunkle skove. Med lyset slukket er det meget uhyggeligt – og de færreste ville åbne deres hoveddør, hvis det bankede stille på, mens de lyttede til Crime and Dissonance efter midnat.

★★★★☆☆

Deltag i debat