Plader

Naked Lunch: Songs for the Exhausted

Skrevet af Marco Krockert

Naked Lunch? Det lyder interessant. Det må være noget med kunst, hårde stoffer og delirium. Nå, ikke? Jamen, så er det vel noget med at eksperimentere og lege med formen ligesom William Burroughs. Heller ikke? Hvad siger du, mainstreampræget falde-i-søvn-indie? Skuffende, virkelig skuffende…

Ved at snøvle mig igennem bandets tyske biografi opdager jeg som noget af en overraskelse, at Naked Lunch faktisk er et band med en 15-årig karriere og fire-fem plader bag sig. Songs for the Exhausted lyder ellers umiskendeligt som en typisk usikker debut, hvor man gerne tager chancer, men helst ikke for mange – og derfor ender man i en gråzone, hvor det hele egentlig bare bliver halvvejs ligegyldigt. Måske er det derfor, pladecoveret er holdt i en kromgrå farve, som om bandet har været klar over sine egne svagheder.

Det er først og fremmest passion, man savner, men det er også et problem, at formerne er letkøbte og forudsigelige, og det kan en høj frekvens af halvkuriøse lydeksperimenter (der for det meste er en digital bebarbejdning af trommelyden) ikke rette op på. Allerede efter de første par numre har man et kvalificeret bud på, hvordan resten af pladen vil forløbe – lidt en fornemmelse som at være på en tysk motorvej. Glat, jævnt og ensformigt.

Lyden beskrives bedst, som hvis man forestiller sig, at John Lennon genopstod i Tyskland med gevaldige dødstømmermænd, hørte et par støjrockplader fra 90’erne og skrev en hurtig plade, før han helt var kommet ovenpå. Og hvis nogen skulle være i tvivl, mener jeg ikke dette positivt.

Vokalen er nok den væsentligste anstødssten. Vore sydlige naboers evner udi det engelske er tit en pinlig affære, men her er ikke noget spor af den famøse tyske accent, der er så herlig at opleve i film men horribel i musik. Så er der dog heller ikke mere positivt at melde om vokalen; måske er det meningen, at den skal fremstå som fremmedgjort og sårbar, men altså … puha … det burde næsten være kriminelt at synge så kedeligt.
Man har, måske i erkendelse heraf, forsøgt at peppe den op med forskelligt lydgøgl, men det gør det næsten bare endnu mere pinligt. Vokalens samarbejde med den ellers nogenlunde gedigent støjende guitar er heller ikke optimal; ofte mister Naked Lunch balancen, og man får fornemmelsen af at lytte til to halve numre i stedet for ét helt. Bevares, der er et par velfungerende momenter, men der er sørme langt imellem.

Det gælder også teksterne, der desværre er gabende uinteressante. Det meste tekststof er skåret efter den slidte devise “jeg har det dårligt og siger simpelthen bare, hvad jeg tænker”. I (mangel på) sammenhæng med musikken virker det omtrent lige så forfriskende som de slogans, vores kommunalpolitikere i de seneste uger har angrebet os med. »My head feels like a cannonball« er dog et rammende udsagn for hele projektets gennemgående tømmermænds-feeling. Kedeligt, initiativløst og til tider næsten ubehageligt

Miséren til trods er der tre numre, man godt kan holde ud at genhøre. De har alle det til fælles, at de for en gangs skyld tillader sig at skifte toneart, hvilket sørger for, at man genvinder pusten, og så er der lagt et solidt grundarbejde med instrumenterne, der gør, at man tolererer den jammerlige vokal. Her skærer guitaren på den gode måde, og det primitive i bandets udtryk kommer langt bedre til sin ret, når der simpelthen bare bliver skruet op for støjen, og man for en gangs skyld fornemmer en smule vitalitet.

Så titlen er jo rigtig nok; efter den her plade er man virkelig udkørt.

★½☆☆☆☆

Deltag i debat