Plader

Ninja High School: Young Adults Against Suicide

Skrevet af Jakob Lisbjerg

Dette canadiske femmandsbands debut er en musikalsk rodebutik af format. Enkelte steder fungerer de hiphoppede partynumre rigtig godt, når de mange stilarter bliver blandet – men oftest kan de mange indfald og virkemidler ikke skjule, at det er småt med det musikalske grundmateriale.

Femmandsbandet Ninja High School er fra Canada – og skøre og helvedes eklektiske. Det er ikke entydigt positivt, og alene det, at de kalder sig for ’a positive hardcore dance-rap band’, kan nok få de fleste til at finde den skeptiske lyttesans frem. Det kan diversiteten af bandets inspirationskilder også: Public Enemy, Pavement og jamaicansk dance hall. Her er dømt rod for alle pengene.

Opskriften på et nummer er ret ens på hele albummet. Oftest er det et beat og en simpel basgang, som udgør grundsubstansen. Rytmen er altså helt i front i lydbilledet, og det er især derfor, at Young Adults Against Suicide er et album, man ikke lytter til siddende, men snarere dansende. En gang imellem bliver lydbilledet mere rocket, men absolut ikke specielt mere avanceret. Der samples også små melodistykker, og det er oftest her, at Ninja High School viser sig fra sin bedste side.

Det er “Jam Band Death Cult” et godt eksempel på. En hornintro løbes over ende af trommerytmen, der driver nummeret fremad. Som endnu et lag kommer hornene tilbage. Rappen er primitiv som i hiphoppens barndom, men den skifter karakter og bliver i omkvædet mere syngende og råbende som et beruset publikum til en koncert. Den efterfølgende “It’s All Right to Fight” har samme partystemning – nummeret benytter sig af sjove ordsamples og endnu et råbeomkvæd, der med ordene »You’re going home in a fucking ambulance!« er ekstremt medrivende.

Eklekticismen kan ikke altid skjule, at størstedelen af numrene savner variation. Den ellers herlige 80’er-lyd, som bringer minder om f.eks. Rock Steady Crew, redder ikke numre som den pumpende “Positive Lasers”, den electropumpende “By Purpose Not By Plan” eller det helt ligegyldige mellemspil “Nap”.

Når man næsten har givet op, er der igen et par perler på albummets sidste halvdel.
“Catholic Fashion” blander det bedste fra rappen med sample-bands som The Avalanches og The Go! Team. Her er masser af støvede horn og et tungt beat, og selv om de lidt over tre minutter måske ikke er de mest afvekslende, har den insisterende fremdrift sine helt egne kvaliteter. “Invasion Party” benytter sig af samme virkemidler; her blot med lidt mere soulfunk som bund og en tilbagetrukken funkguitar, der uden rap-angrebene som modspil havde været forfærdelig. Men i denne sammenhæng er den perfekt.

Young Adults Against Suicide er til tider et festligt album. Tempoet er højt over hele linjen, og der bliver råbt, sunget og rappet, så man selv får lyst til at være med. Desværre bliver den fest, som canadierne med albummet forsøger at holde, ensformig i længden med kun en lille håndfuld dansehits og ingen ballader. På Young Adults Against Suicide er der materiale til en super-ep, men ikke til et super-album.

★★★½☆☆

Deltag i debat