Plader

Siku: Indeværende år

Skrevet af Mikkel Mortensen

Siku har glemt støjen i deres dansksprogede støjpop, der desværre domineres af ikke specielt velfungerende ballader. Manglende stemmepragt hos sangerinden og uheldige forsøg på at skrive poetiske tekster hjælper ikke på helhedsindtrykket.

Nogle ting fungerer bare bedst i teorien: TV2 Zulu, Sören Åkeby og DSB – og sådan er det også med Siku. Præmissen er egentlig udmærket: dansksproget støjpop med en tidligere jazzsangerinde i front. Det kunne sagtens være ganske interessant – selv i praksis. Det bliver det desværre aldrig.

Det bliver ikke mindre ærgerligt af, at Siku også har en ganske god forhistorie. Sanger og sangskriver Lill Rastad Bjørst er jazz-skolet og lavede som én af de første moderne, dansksproget jazz. Herefter tilbragte hun en periode på Grønland, hvor de lange, mørke vinteraftener blev tilbragt med at lære at spille guitar, og her begyndte sangene, der skulle blive til Indeværende år. Bandnavnet stammer også fra grønlandsk, hvor det betyder “is”, hvilket bestemt er passende, da musikken er både kold og klar.

Albummets kulde bliver dog aldrig isnende – og dermed heller ikke interessant. I stedet er den blot kedelig. Især fordi der ikke er synderligt meget støj i bandets støjpop: Indeværende år består næsten udelukkende af ballader. Det ville der for så vidt ikke være noget galt med, hvis disse sange fungerede. Det gør de bare ikke, fordi sangene mangler både skønhed og atmosfære. De er blot ligegyldige, fordi Bjørst gemmer sig både lyrisk og musikalsk, og derfor bliver musikken så indadvendt, at det forholdsvis korte album (39 minutter) føles som en evighed.

Albummets eneste virkelig velfungerende sang er åbningsnummeret, “Sekunder”, hvor guitarernes frosne støj banker et formfuldendt drive frem, som Lill Bjørst kan levere sine fortællinger ovenpå. Teksten er præget af Bjørsts poetiske tendenser, der ofte skurrer i denne anmelders ører, især i linier som: »For gråd kan ikke rummes / Af et indre så vådt som hendes,« og Bjørst er på trods af jazzfortiden ikke i besiddelse af den store stemme, men det bekymrer man sig ikke om, når den musikalske side af sagen fungerer upåklageligt.

På den resterende del af albummet fokuseres der næsten udelukkende på ballader, og når der intet melodisk eller kompositorisk attraktivt er i disse sange, ledes opmærksomheden nødvendigvis hen mod stemmen og teksterne, og her går det helt galt. Bjørsts stemme er på ingen måde stærk nok til at kunne bære disse sange alene, og hendes spinkle røst kommer konstant til kort. Desuden fyger det med sprogbilleder, der i hvert fald for undertegnede ligner det rene vrøvl: »Byen har fået ny figur / En dag hvor alting har sidevogn.«

Der er for så vidt intet galt i at skrive højtravende danske tekster til sin musik. Det fungerer absolut glimrende for Under Byens Henriette Sennenvaldt, men hun er ikke alene i besiddelse af en bemærkelsesværdigt egensindig vokal, men har også et usædvanligt stærkt musikalsk bolværk at læne sig op ad. Det har Lill Bjørst ikke, fordi den ikke videre originale støjpop alt for sjældent fascinerer og betager, og derfor står hendes tekster alene, og det er de ikke stærke nok til, som når det i “De sidste dage” lyder: »Han bølger ud om natten / Med hvert et lille blik.«

Selvfølgelig skal bandet og Lill Rastad Bjørst have ros for at turde lave dansksproget støjpop (det er der jo ikke så forfærdeligt mange, der gør), men det er desværre også det eneste positive, der kan siges om et album, der aldrig bliver forløst. Sangskrivningen lader alt for meget tilbage at ønske, og det har resulteret i et album, der er alt for stillestående, og hvor der utvivlsomt er brug for mere af den støjende fremdrift, der præger “Sekunder”.

★☆☆☆☆☆

Deltag i debat