Plader

Stacs of Stamina: Tivoli

Grime er nået til Sverige. Det er El-P også. Og 80’erne har jo været der nogle år. Stacs of Stamina har hørt det hele og raget til sig. Nu mangler vi bare, at de holder op med at spille så meget computer.

H.C. Andersen er ikke ene om at have jubilæum i år. Det kan jeg selv i al beskedenhed også prale med at have. Det er nemlig 20 år siden, jeg blev konfirmeret. Og da jeg fejrede blå mandag, havnede min kammerat og jeg af uransaglige årsager i den store computerspillehal under Tivolis koncertsal. Jeg brugte en hulens masse penge uden at vinde ét eneste spil. Til gengæld nåede jeg at blive temmelig træt af spillemaskinernes monotone og endimensionelle lyde og melodier. Og her i dette jubilæumsår dukker så tre unge svenske fyre op med et album, der åbenbart ikke er helt så trætte af Atarispil-lyde, som jeg nåede at blive for 20 år siden. De kalder sig Stacs of Stamina, og deres debut hedder såmænd Tivoli.

Hvis Def Jux-bossen og produceren El-P levede af at komponere soundtracks til computerspil, kunne denne cd godt være hans Greatest Hits. Og i så fald ville åbningsnummeret “Poisson Screwed” være komponeret til en opdateret udgave af Pac Man. Men allerede fra og med “Stay Beautiful” bliver spillene en anelse mere avancerede. Ikke at bandet dropper de tyndtklingende blippende og bloppende synthlyde – de er strøet med løs hånd over hele cd’en. Men de unge svenskere kan også rappe – de vælter mig ikke omkuld, dertil er de lidt for trangbrystede, men deres flow er upåklageligt – og får endda hjælp udefra af One-Two (og nej, 80’erne vokser ikke ind i himlen – det er ikke Cæcilie Norby og Nina Forsberg), en engelsk rapper. En fuldfed synthbas og et enkelt midtempo-beat leder i første omgang tankerne hen på den engelske grime-scene, hvorimod omkvædet med de trillende keyboardakkorder, det bløde og luftige »aahh«-kor næsten får én til at tænke på A-ha. Og hvem har lyst til det?

Mike Ladd hjælper til på “Baghdad Boogie”, uden at det dog hæver nummeret nævneværdigt. Ok, bassen koger og sumper og har stor lyst til at ødelægge dine fimrehår i øregangene, men beatet er underligt let i både lyd og programmering, og tilmed er den nedadgående akkordrække, der løber hele nummeret igennem, noget af det mest irriterende, jeg længe har hørt.

Tempoet sættes betragteligt op i “Donne moi un poisson” og det klæder drengene. Det franske hiphop-outfit TTC smider deres kraftfulde, beskidte og rå vokaler ind i et virvar af bippende indsatser og en hårdt arbejdende stortromme.
“Roll” har besøg af en af de unge grime-kometer, Earz, og det er absolut det mest vellykkede nummer fra Stacs of Stamina i denne omgang. Produktionen er minimal med en hihatlyd i piskende 16-dele, en synkoperet trommelyd, der lyder som en mellemting imellem en koklokke og verdens mest spændte lilletrommeskind, og en baslyd, der hamrer derud ad i 8-dele, så dyb og medrivende at den kan slå dit hjerte ud af takt. Af og til blæses man i hovedet af hvislende lyde af hvid støj, som når dampen lukkes ud af en overophedet cylinder. Nummeret igennem messes der »go with the punches« – og det skal jeg lige love for, at vi gør.

Der er ingen tvivl om, at Stacs of Stamina kan noget. Den måde, som lilletrommen uddeler syngende lussinger på i “Tom Collins”, er f.eks. ret godt lavet! Stacs of Stamina burde dog luge ud i de klammeste idéer og de tyndeste lyde. Det keltiske indslag med fløjter og drejelire i “Mourning Morning” er f.eks. en direkte misforståelse. Det er mig en gåde, hvordan disse tre fyre, der i egen selvforståelse er med fremme, hårde og on the edge, kan vælge at lade The Chieftains og Enya besøge deres ellers så hårdtslående univers.

Det er trist, når der endelig er noget at fejre, at blive mindet om en af de mere uheldige oplevelser i éns liv. Og da det ikke er Stacs of Staminas skyld, kan det ikke udelukkes, at andre vil synes mere om denne cd end mig. Men min aldersarrogance får mig til at tvivle på, at det vil være folk, der er født før 1985.

★★★☆☆☆

Deltag i debat