Plader

Susumu Yokota & Rothko: Distant Sounds of Summer

Skrevet af Jakob Lisbjerg

Dette er et sjældent oplagt samarbejde: Rothko alias engelske Mark Beazley og japanske Susumu Yokota lyder og komponerer på visse måder meget ens, og de forener store dele af det bedste på dette album. Der er dog en række beats, som ødelægger enkelte numre og dermed helheden.

Det her album kom lidt bag på mig – mest fordi jeg ikke synes, det er særlig lang tid siden, at det seneste Rothko-album, A Place Between, udkom. Jeg er faktisk ikke blevet færdig med at lytte til det, og så kommer der pludselig endnu et album, jeg skal have lyttet til. Jeg havde desuden næsten glemt, at jeg har to plader med Susumu Yokota.

Rothko startede egentlig som en trio med tre bassister – og intet andet. Senere blev det Mark Beazleys soloprojekt, og personligt syntes jeg, han tabte pusten på A Continual Search for Origins. Hans beslutning om at lade sangerinden Caroline Ross lægge vokal til de basdrevne lydlandskaber på A Place Between beviste dog, at Beazley ikke var helt gået i stå rent kunstnerisk.
Det nye samarbejde mellem Rothko og Susumu Yokota virker absolut naturligt – især hvis man kender til japanerens mere afdæmpede (europæiske) udgivelser Magic Thread og Image 1983-1998. Der bliver det tydeligt, at de to musikere har både lyd og kompositionsteknikker tilfælles. Fire af numrene på Distant Sounds of Summer blev udgivet på en 12″ for over tre år siden, og både de numre og resten af albummet er blevet konstrueret af stykker af lyd, der er blevet sendt mellem de to musikere.

Caroline Ross lægger stemme til flere numre på Distant Sounds of Summer. Nogle gange kan en vokal skjule, at et ambient-nummer ikke er så stærkt rent melodimæssigt – men sådan er det ikke med hverken “Deep in Mist” eller “Clear Space”. Åbneren har som bund et primitivt trommemaskinebeat, og i skarp kontrast står Ross’ stemme, som virker fortabt og alene – ikke mindst på grund af det minimum af fløjter, bas og synth, der sporadisk ledsager hende. Det fortabte kommer også til udtryk i “Clear Space”, hvor mundharmonika i ekko og Beazleys bas sammen med endnu et maskinelt beat giver mere modspil og rum til Ross’ stemme.

Der er risiko for at blive suget langt væk og ind i musikken på Distant Sounds of Summer. Blide guitarfigurer, langstrakte synth-landskaber og tågede basfigurer bliver fremført i enorme haller med fyldige ekkoer. Numrene er netop bedst, når de slipper jorden, men stadig beholder deres form. “Floating Moon” er vel albummets bedste bud på netop denne formel. Enkelte steder som på “Path Fades Into Forrest” pumper et beat, og en mere materiel form trænger sig på.

Personligt foretrækker jeg Rothko og Yokota uden beats – det kan let komme til at lyde, som om jeg foretrækker Rothko uden Yokota, men sådan skal det ikke forstås. Det er bare, som om de frie basfigurer, som Beazley normalt står for, bliver bundet til noget mere materielt og fast, når de parres med et trommebeat. Og sådan har jeg det egentlig også med Yokota: Han er bedst, når han er mindre rytmisk.

På dette samarbejdsalbum fungerer de rytmiske elementer kun enkelte steder, som det rumsterende næsten-beat på titelnummeret, beatet af tomme dåser/tønder på “Lit by Moonlight” eller det, der lyder som live-trommer, på “Brook and Burn”. Albummet har dog stadig gode, flydende elementer og virker rimelig langtidsholdbart. Jeg må nok hellere få lyttet mere til det, inden de to musikere endnu en gang udgiver nyt materiale.

★★★★☆☆

Deltag i debat