Artikler

Arketypiske koncertgængere

Snakkehovederne placerer sig gladeligt helt oppe ved scenen under den afdæmpede koncert. Skråleren får du ofte stillet dig ved siden af. Og fulderikken valfarter helst en snes gange mellem ståsted, bar og toilet. Lyder det bekendt? Jamen, det er ganske enkelt, fordi de er arketypiske koncertgængere, som du møder på spillestederne. Læs om disse og flere andre typer i denne artikel – og prøv ikke at undsige dig at have været én af dem! (15.12.05)Når du går til koncert, er du omgivet af ligesindede musikelskere. Men koncertgængerne er et mangfoldigt folkefærd; de findes i mange grupperinger. Denne artikel er et forsøg ud i et lomme-antropologisk studie af, hvad jeg har valgt at kalde de arketypiske koncertgængere. Rollefordelingerne vil naturligvis ændre sig, alt efter hvilket arrangement der er tale om, og en koncertgænger kan sagtens have forskellige kasketter på i henhold til arrangementet, vedkommende er til. Endeligt må det slås fast, at hverken du eller jeg kan sige os fri for selv at have været mindst én af nedenstående typer.


Publikum

Kenderen
Kenderen kan også karakteriseres som den ægte fan. Han findes i to typer: 1) den begejstrede og 2) den forbeholdne. Den begejstrede type er helt oppe at stå ved scenekanten, hvor han med entusiastiske bevægelser og ytringer suger oplevelsen til sig.
Den forbeholdne type gør ikke noget yderligere væsen af sig udadtil. Hans pladesamling inkluderer samtlige 7″-singler, 12″-splits og et betydeligt hav af bootlegs med det optrædende band, men attituden er som hos skeptikeren (se nedenfor). Dette kan skyldes, at kenderen drømmer sig tilbage til dengang, bandet spillede på Loppen, og hvor der kun var 30 andre til stede.

Snakkehovederne
Pladsen helt oppe foran scenen bliver sædvanligvis befolket af de mest inkarnerede fans til det optrædende navn. Men ind imellem disse finder du også en helt anden type koncertgænger, nemlig snakkehovederne. De gør helst deres entré til de ypperligt afdæmpede koncerter, hvor selv en lavmælt rømmen vil være forstyrrende. Dette er dog i småtingsafdelingen i sammenligning med snakkehovederne, som gerne påbegynder højlydte samtaler om vejr og vind, som om de ikke havde set hinanden i årevis.

Skråleren
Du oplever hyppigt skråleren til højenergiske rockkoncerter. Han er rigeligt bekendt med den optrædende kunstner, da han – oftest med en gigantisk mangel på sangtalent – brøler for fulde lungers kraft. Skrålerens vokale udgydelser rammer gerne flere toner forbi den egentlige vokalmelodi og helst med så høj volumen, at du har vanskeligt ved at høre den optrædende kunstners vokal fra højttalerne.

Skrigeballonen
I mine arketyper undgår jeg helst at favorisere (eller det stik modsatte) nogle køn. De udgøres lige såvel af kvinder som mænd. En enkelt undtagelse findes dog, og denne er skrigeballonen – og ja, skrigeballonen er næsten altid en kvinde. Det har noget med toneregister at gøre. Som navnet antyder, er skrigeballonen rent ud sagt en skriger. Hun høres hyppigst i bifaldene mellem sangene, idet hun udsender hyper-ekstatiske, sønderrivende skrig, der truende knalder mod din trommehinde. Forestil dig at være til Beatles-koncert i 60’erne … det må have været noget af en udfordring for ørerne!

Fulderikken
Fulderikken er blandt de mest forudsigelige arketyper, hvad angår bevægelighed. Han drager på talrige pilgrimsrejser frem og tilbage mellem baren og sit tilholdssted lige i nærheden af dig, når han da ikke lige skal på toilettet. Med fra besøgene i baren fragter han ofte en favnfuld fadøl for så at kæmpe sig gennem det tætpakkede territorium af folk. Med rigelige promiller i blodomløbet i forvejen er balanceakten ikke verdens mest elegante, og det går typisk galt, netop hvor du befinder dig, hvilket resulterer i, at en stor sjat fadøl vasker dit rygparti. Altid fornøjeligt.

Stenstøtten
Måske kender du til de mannequin-dukker, der ser så menneskelige ud, at du lige må dreje hovedet en ekstra gang (“den bevægede sig da “¦ gjorde den ikke?”). Forestil dig så den stik modsatte grøft – typen jeg her kalder stenstøtten. Blandt publikum står altid disse livløse skikkelser, som ikke rører sig ud af stedet, end ikke for at bifalde bandet efter et endt nummer.

Skeptikeren
Skeptikeren er en mere menneskelig version af stenstøtten. Han står gerne med velovervejet afstand til scenen, ligesom for at markere at han ikke lader sig involvere og overvælde sådan uden videre. Armene er solidt placeret over kors, sådan at posituren med syvtommersøm slår den emotionelle distance fast for de folk, der måtte være i tvivl. Skeptikeren er typisk anmelder eller musiker. Førstnævnte lader sig aldrig involvere fuldstændigt, da han allerede i sit hoved er ved at bedømme koncerten. Sidstnævnte lurer enten guitarakkorder af eller vurderer sværhedsgraden i musikken (“dét der er da ikke svært at spille!”).

Læderjakken
Den ser lidt slidt ud i betrækket, men den har altså også været i brug siden den dér Motörhead-koncert i ’81. En sådan vintage læderjakke skiller man sig ikke af med. Den sorte sag er det meget symbolske klædningsstykke for en livslang karriere som koncertgænger, og ligesom Lemmy nægter han at stige af rock-toget – og gudskelov for det.

Deltag i debat