Plader

Cage: Hell's Winter

Det er nærmest arrogant at sige det, men det mest interessante ved rapperen Cage er næsten hans frygtelige opvækst. Den har til gengæld også kastet et par gode tekster af sig til hans Def Jux-debut. Men ellers? Tjah… bum-bum…

Sjældent er et pladeselskab kommet bedre fra start, end det var tilfældet for Def Jux i starten af 2000-tallet. I løbet af et år udkom Aesop Rocks Labor Days, Cannibal Ox’ The Cold Vein, El-P’s Fantastic Damage, RJD2’s Deadringer og Mr. Lifs I Phantom – alle som én om ikke mesterværker, så i hvert fald meget, meget tæt på.

Efter denne hvirvelstorm af nytænkende og klarsynede udgivelser har der været længere imellem snapsene fra det lille newyorker-selskab. Rob Sonic forsøgte at kysse stjernerne sidste år, og i år har bl.a. The Perceptionists med Black Dialogue forsøgt sig. Ingen af dem er kommet helt derop, selv om det dog skal indrømmes, at ingen af skiverne er uefne, og at andre, mindre beåndede selskaber ville have givet deres årlige indtjening for at få lov til at udgive dem. Men målt med den alen, som Def Jux selv har udstukket, har det kun været lige ved og næsten – og desværre slår heller ikke selskabets nyeste udspil nogen mand af hesten.

Cage har en fortid som medlem af All Star-gruppen The Weathermen og har før udgivet et enkelt album på Eastern Conference. Og så har han ellers haft en opvækst, der kan få selv den stærkeste til at bukke under. Om den kan man læse på Def Jux’ hjemmeside eller lytte til mandens tekster på Def Jux-debuten Hell’s Winter.
Farens heroinmisbrug og tæv af både søn og kone præger Cages tekster – ligesom hans eget alkohol- og narkotikamisbrug og ophold på sindssygehospitaler også gør det. Og det er der jo ikke noget at sige til…
Raphistorien byder jo på masser af ulykkelige eksistenser og væmmelige opvækster, men til forskel fra en rapper som Eminem sporer man ikke et uforsonligt had hos Cage. Ganske vist sender han flere “fuck you”-hilsner af sted til den noget mislykkede far, men ellers lægges begivenhederne frem, som de var, råt for usødet. Uden nogen form for refleksion. Og det bliver det faktisk stærkere af.

Det grumme liv, som Cage i de første 20 år af sit 30-årige liv var udsat for, finder den perfekte analogi i New York, som modtager morgenhilsnen i cd’ens åbner “Good Morning”. Cage siger god morgen til en verden i højeste alarmberedskab med militær i undergrundsbanen og politiet, der pløkker civile.

Fimbulvinteren fyger ud af højttalerne fra første sekund – vinden tuder, en kold keyboardlyd fryser næsten fast, mens en distortet istap af en guitar banker akkorder på alle taktslag. Bassisten James McNew fra Yo La Tengo lægger en dyb og elastisk bund – og nummeret igennem dominerer Den Store Kolde Synth-lyd, som efterhånden er blevet Def Jux-bossen El-P’s varemærke. Han er en fremragende producer, men hans lyd er næsten blevet for genkendelig – i hvert fald lyder de fem af hans seks produktioner på albummet som noget, man har hørt før. Undtaget er den hoppende og energiske synth-rytme i “Perfect World”, der lyder som en mellemting mellem Pointer Sisters og tidlig high energy og engelsk new romantics fra start-80’erne. Kombineret med at Cage hverken besidder en uforglemmelig stemme eller et ditto flow, gør det, at Hell’s Winter sine steder er lidt lang at komme igennem.

Enkelte solstråler trænger dog igennem middelmådighedens vinter. Cages barndom danner direkte afsæt for numrene “Too Heavy for Cherubs” og “Stripes”, der begge er produceret af Blockhead. Førstnævnte er en tidsrejse til dengang, Cage var 6 år. Faren foreslår lille Cage en leg: Farmand nupper knægtens legetøjsslange, binder den rundt om sin arm og stikker en nål i sig selv. Cage forsøger at slippe ud af lejligheden, men faren fanger ham, inden han når at komme ud af vinduet og »pulls me back into the hell, starts shakin’ me to weaken me / then teachin’ me to be a man by repeatedly beatin’ me.« Siden hen skal drengen hjælpe faren med at ramme en åre…
Nummeret har et enkelt beat med god luft om bækkenerne og en hawaiiagtig guitar, der klimprer et enkelt riff. Sammen med velplacerede reallyde – bl.a. en bil, der bremser, inden knægten bliver kørt ned og en panisk trækken ned i et dørhåndtag – skabes et livagtigt soundtrack til den traumatiske historie. Faren taler med en stemme, der er dybere end Darth Vaders og bliver langsommere og langsommere, efterhånden som heroinen gør sin virkning, og da han endelig falder i søvn, sker det til psykedeliske synthesizerlyde og marcherende soldater.

“Stripes” minder i sin lyd mere om Blockheads produktioner for Aesop Rock med sit blødere beat og moog-lignende keyboard-melodi, om end teksten her også er hård, og fortæller farens historie fra udstationering i Tyskland over afskedigelse for heroinmisbrug til anholdelse for at have truet sin familie med et gevær.

Det er dog “Grand Ol’ Party Crash” der tager stikket hjem som det mest medrivende og bedst producerede nummer på Hell’s Winter. DJ Shadow er manden bag, og han lader en heftig, hård lilletrommerytme hamre derudaf i samfulde fem minutter. Krydret med de ondeste baslyde og små angstfremkaldende keyboardtemaer, der forhindrer dig i at sove om natten, er det en fremragende underlægning til Cages rablende og paranoide tekst om en tur igennem New York.

★★★★☆☆

Deltag i debat