Plader

Vladislav Delay/Antye Greie/Craig Armstrong: The Dolls

Skrevet af Rasmus Junge

En musiker-duo med hang til spartansk og eksperimenterende electronica og en Golden Globe-vindende filmkomponist. Sådan ser udgangspunktet for albummet The Dolls ud – et projekt, der desværre i for høj grad lader lytteren i stikken med sine spartanske kammerpopeksperimenter.

Det hele startede med den skotske filmkomponist Craig Armstrongs betagelse af den tyske sangerinde AGF alias Antye Greie og som resultat heraf et tilbud om at deltage på førstnævntes album As If to Nothing fra 2002.

Med til disse indspilninger var Greies finske kæreste og musikalske sparringspartner, Vladislav Delay. Samarbejdet mellem Armstrong og Greie forløb fint, Delay hyggede sig noget så gevaldigt som hangaround i studiet – faktisk så godt at de tre musikere hurtigt enedes om at fortsætte samarbejdet. I lang tid begrænsede det sig til udveksling af musikalske idéer og skitser og musikalske møder i duoens domicil i Berlin, når den yderst aktive Armstrong var i byen. Men efter AGF/Delays 2004-udgivelse Explode var Armstrong for alvor imponeret og motiveret til at finde tid i kalenderen til at flikke et fælles album sammen, og resultatet foreligger altså nu i form af The Dolls.

The Dolls er resultatet af et møde mellem forskellige indgangsvinkler til at lave musik. Armstrong står for klaverbåren, halv-avantgardistisk kammerpop, Greier og Delay for en neddæmpet, spartansk klingende electronica med halvt syngende, halvt reciterende vokal. To musikalske retninger, der udtryksmæssigt ikke ligger langt fra hinanden og derfor uden de store problemer smelter sammen til et homogent og sammenhængende lydbillede. Det er kompetent skruet sammen, eksperimenterende på en stram og disciplineret facon. Vokalen er fremført med distanceret coolness, og klangene er minimalistiske og køligt afmålte.

Jeg er ikke i tvivl om, at The Dolls har været en sjov, berigende og kunstnerisk berigende proces for de involverede parter – desværre skinner det ikke voldsomt meget igennem ved gennemlytningen, og undertegnede har derfor svært ved at blive begejstret.
Kald mig bare gammeldags, men jeg savner melodiske grundelementer, der kan binde de løst strukturerede sangskitser sammen: Blandingen af Delays tilbagelænede, dubbede electronica, Greiers veldrejede femme fatale-vokal og Armstrongs melankolske og afmålt ekspressive klaverspil virker ellers på åbningsnummeret “Martini Never Dries” interessant og stemningsmættet. Men desværre varieres udtrykket ikke mærkbart herfra, og den mystiske stemning, som albummet indledningsvis slår an, forsvinder mere og mere til fordel for det verdensfjerne og uengagerede.

Det er sådan set ikke, fordi The Dolls er et dårligt album. Det er bare så voldsomt løst struktureret og uengageret udført, at undertegnede hurtigt blev om ikke irriteret, så i hvert fald voldsomt klatøjet. Og så kan man jo hurtigt komme i tanke om andre ting, man hellere vil foretage sig: sætte en anden plade på, smøre sig en rugbrødsmad, tage opvasken – eller bare nyde den ikke-anmassende og uprætentiøse stilhed, der breder sig, når albummet slutter…

★★½☆☆☆

Deltag i debat