Plader

Greg Dulli: Amber Headlights

Skrevet af Kasper Würtz

Desværre er det kun et fåtal af sangene på Amber Headlights, som rigtigt smager af noget. Sangskriveren fra Afghan Whigs og Twilight Singers starter ellers med at køre uden hænder og helt ud til skrænten, men så sætter han en alt for poleret automatpilot til.

Egentlig havde Greg Dulli langt de fleste af sangene til Amber Headlights klar i 2001. Albummet skulle bygge bro mellem projekterne Twilight Singers og Afghan Whigs, som afgik ved døden året forinden. Et andet dødsfald, nemlig vennen og filminstruktøren Ted Demmes, fik Dulli til at udsætte det musikalske ingeniørarbejde, og energien blev i stedet investeret i det dystre Twilight Singers-album Blackberry Belle. Sangene blev dog ikke glemt, og fire år efter den påbegyndte fødsel er Amber Headlights nu blevet Dullis førstefødte i eget navn.

Og solodebuten starter rigtig godt. “So Tight” har en tilpas rå liderlighed, som forkyndes lige efter de første guitarriffs er sendt af sted: »It’s Friday, I’m lonely / pockets flowin’, girl I’m set to pop.« Dullis vokal er kantet og legesyg på samme tid, og man fornemmer en dyriskhed bag numret, som med korte mellemrum slippes løs og hengemmes igen.

Dette fortsættes på Amber Headlights’ absolutte højdepunkt, “Cigarettes”, hvor det igen er lysterne og lasterne, der dominerer, og selv om cigaretterne er lige så dødbringende som pigerne, kaster Dulli sig hovedkulds ud i en kæderygende nat, hvor kærlighedsløftet lyder: »If you’re trouble, then I’ll follow you down.«

Desværre er den nerve, som virker så overrumplende i “Cigarettes”, totalt fraværende på den polerede og decideret kedelige efterfølger, “Domani”. Sangen har igen beruselsen som altoverskyggende tema, men kanten er her, både musikalsk og tekstmæssigt, alt for blød. Og sådan fortsætter det. De to første skrig ekkoer langsomt ud, dyret indespærres – og i stedet serveres en omgang fortyndet indierock, som kun momentvis slukker den tørst, som albummets begyndelse ellers vakte.

“Golden Boy” minder om Stephen Malkmus uden legesyge, hvilket er omtrent lige så ønskværdigt som en sidde-koncert med New Pornographers. Der mangler simpelthen pondus. Produktionen er for nydelig, og vokalen har overhovedet ikke samme intensitet, som Dulli ellers er garant for.

Man savner virkelig køreturen med de livsfarlige piger og cigaretrøgen, som lagde et lystent slør over de forlygter, som siden hen brændte alt for hurtigt ud. Turen bliver dog, på sin vis, genoptaget i afslutningsnumret, men ganske symptomatisk for albummet, er det igen “Cigarettes”, som tænder Amber Headlights.
“Get the Wheel” genbruger nemlig både tekst og melodi fra det tidlige højdepunkt, men denne gang er det i en langt mere følsom version. Det stille klaver går i fint samspil med Dullis hæse vokal, der her virker varmere og mere indbydende end tidligere, og skiftet fra det brutale til det delikate giver håb om, at Dulli kan magte væsentligt mere, end hvad der leveres her. Hvis Amber Headlights skulle bygge bro mellem Dullis øvrige projekter, er jeg en af dem, som foretrækker omvejen.

★★½☆☆☆

Deltag i debat