Interview

'Jeg er altid panisk angst, før jeg skal på scenen'

Mugison har turnéret verden slidt med over 50 koncerter alene i år, der har slæbt ham fra London og L.A. til Köln og Kolding. Men trods de mange optrædender er han stadig skrækslagen, før han går på scenen. En solotroubadour, der frygter publikum. (10.12.05)“Jeg er skræmt, når jeg ved, jeg snart skal på scenen og optræde, og det er ligegyldigt, om jeg spiller for 10 eller 1500 mennesker. Måske gør det mig til en bedre ’showman’, når jeg er ved at pisse i bukserne af skræk – det er frygten for at fejle, der gør, at jeg lykkes.”
Mugison udspiler øjnene og fremmaner en skræmt grimasse: “Jeg har haft diarré før hver koncert i år med undtagelse af to – og de to var de værste koncerter, jeg nogensinde har spillet. Når jeg ikke har diarré før et show, er jeg ikke nervøs nok. Så er jeg mere kæk og tager mange ting for givet; og det kan publikum mærke!”

Derfor kan det undre, at Mugison optræder alene, når andre sagtens kunne overtage en del af showet som eksempelvis trommespillet, der er baseret på forhåndsindspilninger. Men det har ikke været et spørgsmål om valg: “Jeg optræder alene, fordi det er en nødvendighed. Da jeg startede og lavede pladen Lonely Mountain, var det på et meget lille pladeselskab på et minimalt budget. Det eneste promotion, der var plads til, var en billet med EasyJet, så jeg kunne drage ud i verden og promovere min musik og spille for et lille publikum for et par hundrede kroner,” siger han grinende.

“Gennem mine koncerter begyndte mit one-man-band at udvikle sig til det, det er i dag. Men tro mig, det første halvandet år var det virkelig noget lort, når jeg optrådte!”

Måske er det ikke tilfredsstillende at optræde selv, eller måske ønsker han at have andre at dele publikumsangsten med. Uanset hvad er Mugison som solovarieté en saga blot ved udgangen af 2005: “Når touren er slut, slår jeg det her solotrip ihjel. Fra og med næste plade kommer der andre musikere ind over – både under indspilningerne og på turnéerne.” Det er altså muligvis sidste gang, vi har fået lov at se den karismatiske islænding alene på dansk jord.

De fantastiske og forfærdelige
Selv om Mugison er skræmt, før han skal på scenen, er det ikke ensbetydende med, at han hader at optræde. Med få undtagelser har han nydt at optræde, når først den indledningsvise nervøsitet er overstået. Men én koncert overskygger dem alle – koncerten i Pavillonen på sommerens Roskilde Festival: “Den koncert er den bedste, jeg nogen sinde har spillet, i høj grad på grund af publikum. Klokken var ét om eftermiddagen, og jeg troede, at alle folk stadig sov på det tidspunkt. Men til min store overraskelse kom der en masse mennesker. Det var helt vildt – et øjeblik var jeg i tvivl, om jeg havde spist svampe eller ej. Og publikum var ganske enkelt fantastiske!” Han holder en kort pause, smiler skævt, og lader blikket vandre drømmende mod loftet, mens han fortsætter: “Jeg skabte den fantasi, at hvis jeg blot kunne turnere med det publikum og tage dem med mig overalt, så ville alt blive godt.”

Foruden Roskilde er troubadouren også glad for job i provinsen. Til gengæld forværres frygten yderligere før en koncert i de større byer, navnlig hovedstæderne: “I de større byer har publikum en tendens til at have en arrogant coolness-attitude over for optrædende. De tror, de ved alt og har hørt alt før og er derfor næsten umulige at imponere. Det er for eksempel altid et mareridt at spille i London.

Det er forfærdeligt, når publikum bare står der og ryger deres forbandede cigaretter med armene over kors og spiller smarte. Jeg forestiller mig tit, at det er det vilde vesten, hvor alle har pistoler, og det blot er et spørgsmål om, hvem der trækker først.”

Et privilegium at være islænding
Island har de seneste år ageret udviklingsplatform for mange gode, alternative bands som múm og Sigur Rös. Alligevel føler Mugison ikke et pres fra den kant: “Jeg tror, det er godt jeg kommer fra et lille samfund som Island. Dét at alle kender alle, også blandt musikere, skaber en konstruktiv rivalisering mellem bandene, og det, tror jeg, skaber fremgang i kreativiteten. Alle har mulighed for at høre, hvad landets udbud er og enten lade sig inspirere heraf eller gå egne helt, helt nye veje.”
Han fortsætter med, hvad der minder om ærefrygt: “Der er nogen virkelig hårdtarbejdende bands deroppe. Et band som Sigur Rös slapper aldrig af, men bruger alt deres tid på musikken – de har senest færdiggjort et album, turnéret verden tynd og samtidig lavet adskillige musikvideoer. Når man som musiker fra samme, lille land ser det, tænker man: ‘Hold da kæft, jeg er nødt til arbejde endnu hårdere.’ Det er med til at motivere mig som kunstner.”

Det er imponerende, at et samfund bestående af så få, kan producere så meget fantastisk musik. Mugison mener til dels, det er held: “I øjeblikket er der en del fokus på den islandske musikscene, men jeg tror det kunne være os som så mange andre. For et par år siden var det jo Sverige, der var interessant, og før det var det steder som Seattle, Californien, Liverpool etc. Men jeg synes så absolut, det er fortjent, at vi får bolden nu – der er som sagt mange kreative, hårdtarbejdende musikere på Island, der fortjener en chance.”

Men lige så vel som visse bands inspirerer til hårdt arbejde, inspirerer andre i højere grad på det kunstneriske felt: “Jeg tror, at gode rollemodeller skaber en god grobund for musikken – og på den front er Björk enestående! Hun er islandsk musiks storesøster; nej, gudinde! Hun er anderledes, selvstændig og enestående. Hun har altid villet lave noget, der var hendes helt eget, og jeg ved, at mange islandske musikere – mig selv inklusive – ser op til hende og måden, hvorpå hun har skabt en karriere. Vi ønsker simpelthen at forsøge det samme. Hun er i mine øjne en af de primære årsager til, at islandsk musik ikke er så kommerciel som i andre lande – vi prøver at finde en løsning, der ikke ligner de andres, og lader os ikke diktere af strømmen.”

Lad endelig uafhængigheden og urokkeligheden fortsætte fremover. Det har Mugison i hvert fald tænkt sig: “Jeg vil altid prøve at skabe min egen ’suppe’ af inspiration udefra og egne idéer. Jeg vil altid følge min mavefølelse, når jeg skaber musikken og skriver mine underlige bullshit-tekster,” afslutter han grinende.
Indtil videre må vi tage afsked med troubadouren i soloform og afvente hans genkomme med band i 2006.

Deltag i debat