Plader

Jan Jelinek: Kosmischer Pitch

Skrevet af Jakob Lisbjerg

På sit tredje album under eget navn tager Jan Jelinek endnu et skridt væk fra micro-housen. Dominerende er i stedet en organisk, krautrock-inspireret behagelig house, som i den tilbagelænede atmosfære gemmer på mange detaljer. Der mangler dog et enkelt crescendo eller to for, at det er perfekt.

Coveret på Jan Jelineks Kosmischer Pitch er et billede taget i en skov. Et træ er væltet, og mos og svampe gror nu på stammen, der langsomt vil rådne væk. Coveret udstråler organiskhed – ting, der forgår, og nye sammenhænge opstår. Og det kan da være, at det er tilfældigt, og at jeg blot overfortolker, men det er nu alligevel et tema, som sagtens kan lægges ned over Jelineks tredje album under eget navn.

Jan Jelinek udgiver også album som Farben og Gramm, men det er hans udgivelser på ~scape under eget navn, der er mest profilerede. Han har især efter Loop-Finding-Jazz-Records bevæget sig fra microhousen ind i mere organiske lydlandskaber. Og Kosmischer Pitch er endnu et skridt i den retning.

Det er stadig sampleren, som er Jelineks primære instrument. På Loop-Finding-Jazz-Records var det gamle jazz-plader, som udgjorde grundmaterialet. Hvad der gemmer sig bag og under Kosmischer Pitch ved jeg ikke, men man kan høre flere ’ægte’ instrumenter i lydbilledet, hvor guitar og bas er de mest genkendelige. Måske er grundmaterialet album fra 70’ernes krautrock – albummets hypnotisk gentagende forløb er i hvert fald et respektfuldt nik i den retning – og absolut en moderne fortolkning.

Tilbagelænet er et passende udtryk at bruge om albummet – men ikke på Café del Mar-måden, for Jelinek holder et ganske dansabelt tempo i både åbneren “Universal Band Silhouette” og “Lithiummelodie 1”. Men der er noget lidt reserveret over hele det repetitive landskab, lydbilledet repræsenterer. Det er, som om numrene både er umiddelbart lyttevenlige og så alligevel gemmer på en masse elementer i form af knitren, klokker, støj og andre detaljer, som skjuler en større hemmelighed. I hvert fald åbner de minimalistiske numre sig mere og mere for hver lytning. “Western Mimikry” gemmer for eksempel sin sarte melodi ganske godt.

Kosmischer Pitch er en meget enslydende omgang, hvilket ikke kun skal forstås negativt. På albummets otte skæringer holder Jelinek en dronet og minimalistisk stil perfekt, og man får en fornemmelse af, hvordan han minutiøst har konstrueret de atmosfæriske numre.
Man kan måske sammenligne det med et smukt, fladt landskab. Jelinek er tilbagelænet, og han forsøger ikke at få bjerge til at vokse op af jorden ved at være crescendo-søgende. Og han skal have respekt for at være så konsekvent – dog er det lige lovlig konsekvent til min smag. Bare et enkelt sted eller to på Kosmischer Pitch ville jeg ønske, at han gav musikken lidt mere energi og lod den stige til vejrs i højden og bredden.

★★★★½☆

Deltag i debat