Plader

Nine Horses: Snow Borne Sorrow

Bedst som man troede, at David Sylvian var ved at forsvinde bort i nedbarberede spirituelt søgende soloalbums, præsenterer han verden for et under af trolddomsagtig popmusik. Han samarbejder med gamle og nye kendinge og sammenføjer et musikalsk udtryk med referencer til hele sit bagkatalog.

Siden David Sylvian i 2003 søgte tilflugt på sit eget idealistiske pladeselskab, Samadhi Sound, har der ikke været meget, der tydede på, at han igen ville forsøge sig med kommercielle udgivelser. Hans seneste soloalbum, Blemish, og det dertil hørende remixalbum, The Good Son vs The Only Daughter, virkede ikke rettet mod andre end hans trofaste fanskare og var snarere end sikre sællerter udsøgte frugter af Sylvians indadvendte processer.

Der har siden Samadhi Sounds fødsel været forlydender om, at Sylvian havde begyndt et nyt samarbejde med sin bror, Steve Jansen, men rygterne ebbede ud i takt med nyhederne om selskabets første udgivelser. Nine Horses kommer derfor som en kærkommen overraskelse og en elegant genopfindelse af Sylvian som hele verdens førstebaryton i tusmørket.

Selv om det er svært at opfatte Snow Borne Sorrow som andet end en soloudgivelse, er det sandsynligvis i denne fejltagelse, man skal finde årsagen til det markant anderledes udtryk.
Bandnavnet dækker foruden David Sylvian også Steve Jansen, der i sin tid udgjorde Japans rytmesektion, og Burnt Friedman, også kendt som Flanger (sammen med Uwe Schmidt), der krediteres for at være bandets “machine- and rhythm scientist”. Desuden kan projektets smukke og jazzede arrangementer forklares af Ryuichi Sakamotos indvirke, mens de mange elegant fabulerende trompetpassager må tilskrives Arve Henrikson, hvis bedrifter på norske Rune Grammofon taler for sig selv. På papiret er dette mandskab ganske enkelt en drøm, der går i opfyldelse, og i virkeligheden er det bedre endnu.

Allerede fra åbneren “Wonderful World” fornemmer man det sjældne tidløse islæt, der er så kendetegnende for Sylvians bedste soloalbums. Instrumenteringen er klassisk, organisk og drømmende, mens sangen beretter om det uforenelige mellem verdens unægtelige skønhed og menneskenes indre smerte. Denne sarte tematik behandles vokalt i en oplagt duet med Stina Nordenstam, hvis lyse og barnlige nynnen kontrasterer Sylvians bedrøvelige fraseringer.

På den anden skæring indfries så gruppens melodiøse potentiale. Versets rolige elektronik og længselsfulde blæserbidrag afløses af et stærkt medrivende omkvæd, der foregår i et, for Sylvian, højt tempo. Her danner rullende trommer og smægtende toner rammer om en næsten radiovenlig dynamik.
Næste højdepunkt indtræffer ved “Atom and Cell” – en lavmælt og dybfølt adagio, der simpelthen triumferer i alle musikkens facetter. Klokker, klange og knagende træ ruger under klare melankolske klavertoner, en syngende trompet og vuggende melodiprogrammeringer, alt imens sangen af mesteren og hans kor flyder rundt i spiralbevægelser.

Snow Borne Sorrow indeholder ingen svage sange, men præsenterer en række glødende perler, der markerer sig som en moden nordisk popæstetik, glimrende egnet til vinterens lange nætter. Heldigvis sygner sangene ikke hen som ensartede skabninger. Kompositioner som “Serotonin” og titelnummeret varierer endda meget fra albummets øvrige ved at være henholdsvis syntetisk bippende og skrattende industriel. Alligevel flettes numrene elegant sammen med værkets overordnede stemning af illusionsløs og tilbagelænet varme.

Med et af årets bedste album angriber David Sylvian således et marked, der hidtil er blevet mættet af mainstreamnavne som Norah Jones og Katie Melua. Og selv om det er tvivlsomt, hvorvidt disses købere vil finde frem til Nine Horses, er det sikkert, at de burde gøre det, for Snow Borne Sorrow er en overlegen, detaljerig og intellegent videreførelse af denne genre, men frem for alt er den sin egen.

Fortsætter David Sylvian med at variere mellem sine mesterlige tyste sjælerejser og sit virke i Nine Horses, er han godt på vej til at stadfæste sin stemme som en af dette århundredes vigtigste.

★★★★★☆

Deltag i debat