Plader

:Of the Wand & the Moon:: Sonnenheim

Skrevet af Mikkel Mortensen

Hele konceptet omkring :Of the Wand & the Moon: kan godt give bange anelser, men man bliver trods alt glædeligt overrasket over Kim Larsens nye album, der får “apocalyptic folk” til at lyde en hel del bedre, end man umiddelbart skulle tro.

Der er plader, man som anmelder er decideret bange for at modtage. Selv om man aldrig har hørt om bandet, maler bandnavnet, pladecoveret og medfølgende pressemateriale et så tydeligt billede af musikken, at man ikke engang behøver at smide cd’en i anlægget, før man har dannet sig et meget tydeligt billede af, hvad der venter.
Eller det tror man i hvert fald.

Sådan havde overtegnede det, da det nye album fra :Of the Wand & the Moon: alias Kim Larsen (nej, ikke dén Kim Larsen), Sonnenheim, dukkede op i postkassen. Coveret ser middelalderligt ud, sangtitlerne inkluderer “Black Moth”, “My Black Faith” og “Lieblos bis zur Dunkelheit”, og pressemeddelelsen omtaler musikken som “apocalyptic folk”. Men der er faktisk en del mere at komme efter end ventet på Sonnenheim.

Sonnenheim starter meget atypisk med det sære “Black Moth”, der lige skal igennem et par minutter med et spooky vokalsample, lyden af insekter og pistolskud, før Kim Larsen giver sig til at hviske sig igennem en ganske stemningsfuld sang. Herefter begiver albummet sig i en mere konventionel retning, hvor den akustiske guitar og Kim Larsens mørke, men ikke specielt store, røst er de gennemgående elementer.

Det er de bl.a. i “Honour”, hvor der bliver tilsat en diskret elektrisk guitar, der smukt lægger sig oven på den akustiske ditto og giver sangen en emotionel nerve, der desværre ikke er til at opdrive på resten af albummet. Og det er dér, Sonnenheims største problem skal findes: Sangene er generelt ganske fine, med undtagelse af den tomgangsprægede instrumental “Lieblos bis zur Dunkelheit”, men de bliver aldrig til mere end habile melodier med en dystert brummende Kim Larsen ovenpå.
Albummet mangler simpelthen det personlige præg, der kan røre lytteren lige i hjertekulen, og derfor kommer Sonnenheim nemt til at føles mere som et rutineudspil end som noget, der er blevet udsendt, fordi Kim Larsen virkelig havde noget på hjerte.

Teksterne skal der ikke dvæles for længe ved, medmindre man sidder ubehjælpeligt fast i middelalderen eller har et ualmindeligt kærligt forhold til live-rollespil og deslige. Det er meget svært at tage Kim Larsen alvorligt, når han med sin dystre stemmeføring synger linier som: »Pour the mead, it’s time to feast« eller »Blood winter feast / A solstice pledge / Lean on the blade / Lean on death.«
Men Larsen lader til at tage det seriøst, og det skal han da have lov til. Det er bare svært at se, hvem der virkelig kan få noget ud af disse tekster – ud over forfatteren og ovennævnte befolkningsgrupper (hvis de da overhovedet findes).

Det er ikke, fordi Kim Larsen har leveret et mesterværk, endsige noget jeg føler mig i stand til at anbefale til nogen (medmindre man er fan af neofolk-genren), men Sonnenheim har oversteget mine forventninger betragteligt, og mere kan man vel egentlig ikke forlange, selv om det da ikke ville skade, hvis Larsen ville begynde at skrive tekster, der i det mindste antydede, at han godt er klar over, at vi skriver 2005 og ikke 1605, for man kan som lytter sagtens komme i tvivl.

★★½☆☆☆

Deltag i debat