Plader

Part Chimp: I Am Come

Skrevet af Mathias Askholm

Træk vejret dybt ned i lungerne, og dyk ned under overfladen af støjende guitarer. Sig goddag til en verden af kaosrock og små rockvidundere. Part Chimp leverer her en mere dynamisk gang rock end på debuten.

Bølger af mørk Mogwai-støj pisker ind mod lytteren på “Bakuhatsu” og det er absolut ingen skam at blive bange. Hvad er dette for en cd? Hvad er det bagvedliggende budskab, er det en hyldest til mørkets fyrste, eller til labelejerne, Mogwai?

Der går ikke mere end det første halvandet minut af I Am Come, før meningen begynder at dukke frem fra oceanet af støj. Fra “War Machine” og albummet ud sendes man på en næsten nostalgisk rejse bagud til en grungerock, der turde brøle, og en støjrock, hvor der var muskler bag larmen.

Når man først er dykket ned under laget af støj, åbner der sig en helt ny verden for lytteren. Gemt er små perler af melodi og et ordentligt nostalgi-trip. Og der bliver skruet højt op for nostalgien og ikke kun ved hjælp af volumenknappen. I “Do You Believe in Waiting to Die!” høres ekkoet af Sonic Youth, og i “Fasto” er det Fugazi, der er sat til at løbe spidsrod mellem de vrælende guitarer.

Bedst på pladen er førnævnte “Do You Believe…” og “30,000,000,000,000,000 People”, hvor tempoet er sat et nøk ned for blot at give endnu mere kraft til musikken. På sidstnævnte dukker der glimt op af en fantasi og melodiøsitet a la Oneida, og det skader jo aldrig. Begge disse to sange er et lille åndehul, hvor man kan nå at gispe efter vejret, inden man igen drages ned gennem støjen, og i dette samspil med resten af pladen skiller de sig virkelig ud.

Af en engelsk kvartet at være lyder Part Chimp utrolig amerikanske. I dette sammensurium af krampagtig holden på vejret, guitarstøj og feedback er der langt til brit-poppens sødme. Livet på landevejen foregår da også for øjeblikket ved siden af de tunge drenge i The Melvins.
Part Chimp er ude på Mogwais label Rock Action, men er det mere Mogwai, du vil have, er dette ikke det rette køb. Ligeledes finder du heller ikke arty-farty rock eller inderlige sandheder her. Dette er komprimeret energi designet til at spille højt og gøre folk døve.

I forhold til debutpladen er der blevet strammet op. Sangene er mere kompakte og hænger bedre sammen. Og drivet bag musikken er større, og lydstyrken har selvfølgelig også fået en tak op. Altså en klar forbedring. Problemet er dog stadig, at sangene tynges så meget af støjen, at de hen ad vejen går over til at blive ensformige.

Misforstå nu ikke Part Chimps mission, for dette er ikke en revival af grungerocken anno 1989 eller en Mogwai-kopi – tværtimod. Dette er en energiudladning større end dem, der vækker døde til live. Det er støj og larm, men det er fabelagtigt produceret. Dette er rock, der gør dine naboer stærkt utilfredse og giver dig tinnitus. Men er det nu også det værd? Også i dén grad!

★★★★☆☆

Deltag i debat