Plader

Pellumair: Summer Storm

Skrevet af Lasse Dahl Langbak

Folkrock med inspiration fra støj- og shoegazerrock. Dét er formlen bag Pellumairs lovende debut. Duoen er bedst, når den elektriske guitar krydrer de akustisk-orienterede melodier med de rette doser støj og tunge riffs – men allerbedst når de to lyse stemmer folder sig ud i smukke vokalharmonier.

Selv om Summer Storm er Pellumairs debutalbum, har medlemmerne, Jaymie Caplen og Tom Stanton, tidligere figureret sammen i andre bandsammenhænge. Dengang skrev de musik med inspiration fra bands som Galaxie 500, Sonic Youth og Low. Siden har Stanton spillet i electro-rockbandet Dais Corporation, mens Caplen har udforsket disciplinen traditionel akustisk sangskrivning. Sidstnævntes anstrengelser præger Pellumairs første udgivelse, der markerer Southampton-duoen som endnu et talentfuldt New Acoustic Movement-navn – ikke ulig landsmændene fra Turin Brakes’ tidlige udspil. Inspirationskilderne fra støj- og shoegazer-rockverdenen fornægter sig imidlertid ikke, for støj og elektriske udladninger er tilstedeværende på de fleste af Summer Storms 11 skæringer.

Ligesom mange andre tomands-bands som The Kills og Death From Above 1979 sværger Pellumair til mottoet less is more. Hele lydbilledet udgøres af Jaymie Caplens akustiske og Tom Stantons elektriske guitar og begges lyse stemmer. Og med de få midler formår de to briter næsten at lyde som et fuldt besat orkester trods trommernes hørbare fravær.

Vokalerne er duoens store force. Deres vokalharmonier står ikke tilbage for Simon & Garfunkels allerfineste stemmearbejde og har faktisk lidt af den samme tone. Det kommer særligt til udtryk i den smukke Seventy, der er en sand opvisning i Pellumairs håndtering af de orale organer. Trods stor lighed klæder Caplens og Stantons stemme hinanden, fordi de aldrig synger i det samme toneleje, men lægger sig over og under hinanden.

Sangenes skelet udgøres af den akustiske guitar og vokalerne, mens den elektriske guitar oftest kun slår rytmen an eller laver små rundgange i baggrunden. Men det er en fornøjelse, når elektrificeringen for alvor udfolder sig, for det giver numrene et løft. Det gælder for eksempel elguitarens tunge, monotone riff på In Pieces, der er en passende modvægt til Caplens lette anstrøg på sin akustiske guitar. Men mest markant er Stanton dog på See Saw, hvor han skaber en mur af støj, der passer så glimrende til de højstemte, lyse englevokaler, den akkompagnerer.

Summer Storm besidder ikke samme indadvendte langsommelighed som de hedengangne skosnude-bands fra start-90’erne, som musikken af og til leder tankerne hen på. Pellumair kræver mindre af lytteren, for det er folk-rocken, der har sat det største fodaftryk på de to englænderes melodisk iørefaldende kompositioner.

Vekselvirkningen mellem de akustiske numre og de sange, der giver plads til en mudret og støjende elektrisk guitar, er medvirkende til, at Pellumairs løfterige debut ikke ender som en blød mellemvare. For selv om duoen får det optimale ud af få midler, ville et udelukkende akustisk album lide for meget under de ret ligegyldige tekster og derfor blive trættende i længden. Og omvendt ville et rent shoegazer-album sandsynligvis lide under en mangel på idérigdom. Dertil har Pellumair trods alt stadig for få strenge at spille på.

★★★★☆☆

Deltag i debat