Plader

The Rainfall Years: Ramifications

Det sjette album fra den danske gruppe fænger i visse øjeblikke, men begrænser også sig selv i form af alt for få højdepunkter. Dertil er kvaliteten af sangene alt for svingende, og det vokale arbejde alt for poleret og intetsigende.

Danske The Rainfall Years indleder deres nye plade både smukt og berigende med “Far Away From Any Shadow”, som giver forventninger om et album, der bygges op omkring både den gode melodi, en dekadent stemning og følelsesmæssige udladninger, der gør tonen på Ramifications blå og himmelsøgende.
Men selv om man virkelig fængsles og får en anelse hjerteflimmer af åbningsnummeret, går gassen allerede lidt af ballonen, når laseren har pejlet sig ind på sang nummer to.

Hvor forsvandt det emotionelle og æstetiske i arrangementerne? Ud i den blå luft, som forrige nummer søgte op imod. “Triptych” er som en slatten klud af popintentioner, der ikke gør meget væsen af sig, andet end at sende lyde ud i rummet, mens den, der modtager, skuffende undres.
Nok er der lag af lyde, men de ordinære akkorder fra radiovenlige kompositioner formår sammen med vokalen ikke at tilføre noget som helst interessant, og det gør nummeret banalt.

Numre som “Roadkill” og “The Fowler’s Widow” lider samme skæbne, og man skal sortere lidt i de 11 numre for at nå samme lyttemæssige oplevelse som den allerførste.
Et par af de bedre indslag må siges at være “What the Sky Is Full Of” og “The Dying Man”, der til trods for et slumretæppe-tempo når ud over sengekanten og fænger med klarinet og diverse programmeringer, der får god støtte af en akustisk guitar og lidt slagtøj.
Vokalen høres svagt, hvilket er udmærket, når de musikalske intentioner fungerer og skaber et helstøbt udtryk.

Tonerne er melankolske og stemningen dyster. De mange lag af både strygere, klarinet og andre klassiske instrumenter giver Ramifications et akustisk præg, der sammen med de eksperimenterende programmeringer og samplinger skaber et næsten lounge-agtigt univers, der til tider kan minde om franske Air.

Der er mange raffinerede sammensætninger af lydlag, og man kan tydeligt høre, at The Rainfall Years har fine fornemmelser for, hvordan man behandler pauser, lavmælthed og det enkle, uden at det går ud over tempoet.
Der er ikke meget teatralsk og storladen pop/rock over denne udgivelse, hvilket man i højere grad kunne opleve på den forrige udgivelse, Disautumn, der blandede tempoet lidt mere.

Til gengæld er Ramifications mere organisk og helstøbt afdæmpet, hvilket er behageligt at lytte til, men duoen mangler at bearbejde det vokalmæssige, for selv om der ikke er behov for store udladninger, slipper hverken Jesper Kruse eller Lars Skaanning særlig godt fra det.
De drømmende musikalske udladninger kunne sagtens bære albummet alene, og man sidder faktisk tilbage med en smule irritation i kroppen, når man føler, at vokalen ødelægger det fine lydunivers, for det er sidstnævnte kvalitet, der bærer Ramifications.

Et ambitiøst og velkomponeret værk med mange spændende elementer, der giver håb … men så heller ikke mere. For man skal zappe lidt rigeligt mellem de knap 45 minutter for at føle sig rigtig godt tilpas. Det radikale brud med den konventionelle pop/rock-form lykkedes desværre kun delvist, og selv om man kan tage hatten af, for at The Rainfall Years ikke lefler for tidens modeluner, må man desværre ende med at give ophavsmændene ret i deres egen spådom: Den vil ikke få det let.

★★★☆☆☆

Deltag i debat