Plader

Conway Savage: Nothing Broken

Skrevet af Mads Jensen

Nothing Broken fortsætter i samme rille som Johnny Cash og Mark Knopfler: pæn vokal, enkle instrumenter og god produktion. Men alt i alt ender det genudgivne soloalbum fra Nick Caves Bad Seeds-pianist som et nydeligt, om end uinteressant og småkedeligt udspil.

Selv om dette er det eneste album, Conway Savage har udgivet, har han dog haft en betydningsfuld rolle på den internationale musikscene i mange år. Han har nemlig gennem en årrække været medlem af Nick Caves Bad Seeds. Af den grund forventer man også et vist format over et solo album. Musikken er da også i samme boldgade, som man forventer. Produktionen fejler heller ikke noget. Men er det nok?

Conway Savages vokal passer perfekt til musikken, for begge dele lægger sig meget op af folk som Mark Knopfler og Johnny Cash. Eksempelvis kunne “Only Ghosts” med lidt god vilje sniges ind på et Johnny Cash-album, uden at man ville lægge mærke til, at nummeret kommer fra den anden side af kloden. Tilsvarende kunne man også forveksle “Friend I Knew” med Mark Knopfler.
Der er bare dét ved det, at det ville være mere interessant, hvis han havde gjort mere ud af at finde sin egen stil. I stedet har han lagt sig tæt op ad det sikre. Albummet lægger tydeligt op til at skulle være et stort album i ovennævnte herrers tradition, men til det er Nothing Broken alt for uopfindsomt.

Teksterne er egentlig nogle helt pæne små brudstykker af triste historier. F.eks. synger Savage i “We Go Back A Long Way”: »She was gathering dust at the back of my mind / The safest place that I could find / But I fall, I stumble, I’m losing my mind / So dust her off just one more time.« Man fornemmer tydeligt tristheden. Mere kommer man dog heller aldrig til.
Teksterne, og vokalen de bliver fremført med, er med til at skabe en god stemming på albummet. De er dog lige korte nok til at kunne fortælle den historie, som musikken indbyder til. Faktisk er der kun sang på otte af de ti numre. Det er lidt synd, for det er en type musik, hvor tekster virkelig kommer til deres ret, fordi de ikke forsvinder i et hav af forskellige instrumenter.

Instrumenteringen består af klassiske og minimalistiske instrumenter. Naturligvis indtager Conway Savage selv tangenterne. Derudover består lydbilledet bl.a. af så klassiske instrumenter som guitar, bas, trommer, percussion og endda lidt banjo. Det passer til stilen, og der er således heller ikke her nogle overraskelser her.

Albummet vil helt sikkert gøre sig bedst en aften på sofaen. Det er i sagens natur meget afslappende musik. Og det er da som sådan også behageligt at lytte til. Det er dog svært at finde netop dét, der skulle få dette album til at skille sig ud fra så mange andre. Der er absolut intet nyt under solen. Kun hvis man i forvejen ejer alt med Cave, Cash og Knopfler og bare ikke kan få nok, kan dette album måske været interessant.

Det er faktisk lidt svært at mene ret meget om dette album, for lige så lidt der er at elske, er der at hade. Der er egentlig intet dårligt ved albummet. Det er bare uopfindsomt, og det gør det temmelig kedeligt at lytte til. Havde Conway Savage gjort sangene mørkere som Nick Cave eller gjort teksterne til spændende historier som Bruce Springsteen eller Bob Dylan, ville det have løftet albummet. Albummet havde ikke været mere nyskabende, men det havde været interessant at lytte til. Noget, som Nothing Broken på ingen måde kan prale af.

★★½☆☆☆

Om skribenten

Mads Jensen

 

Biografi:

Jeg kom først sent til at høre god musik, om man så må sige. Som lille knægt syntes jeg, at Shakin’ Stevens og Tina Turner var ret godt. Senere var jeg lige inde over lidt euro-dance. Nu er jeg lykkeligvis blevet kureret og hører, hvad jeg vil kalde markant bedre musik. Jeg kommer fra Aalborg, men bor nu i Odense, hvor jeg læser filosofi med engelsk som tilvalgsfag. Mine interesser udover musik er primært litteratur og at skrive. En god diskussion om religion eller udenrigspolitik går jeg heller ikke af vejen for.

 

Hører i øjeblikket:

Santogold: S.t.

- En blanding af alt godt fra den dansable musiks verden. Jeg ved ikke, hvor godt den holder i længden, men lige nu passer den perfekt. MySpace.

Shivvers: Lost Hits From Milwaukees's First Family Of Powerpop: 1979-1982

- Nogen fortalte mig, det her er et godt powerpopalbum, men det kan siges meget kortere. Det er nemlig bare et godt album. Punktum. Det er banalt, sødt, happy-go-lucky og først og fremmest catchy. Det er lyden af alle teenage-forelskelser nogensinde. MySpace

Lisa Lisa & Cult Jam: This Is Cult Jam

- Nu hvor firsene bliver mere trendy by the second, så er det ganske oplagt også at kigge tilbage, når man skal ryste sin moneymaker. Latin freestyle går man aldrig fejl af, hvis man vil have bas og kitsch i stride strømme. Mindst af alle steder hos Lisa Lisa & Cult Jam. Can You Feel the Beat på YouTube.

Slapp Happy: Casablanca Moon

- Avantgarde-pop er det blandt andet blevet kaldt. Og det er både kantet og catchy. Dette album er fra '74, men det kunne ligeså godt være fra i år. Det er bare tidsløs god musik. Man kan fordybe sig idet, men også bare bruge det som baggrund.

Elysian Fields: Queen of the Meadow

- Åh! Den stemme! Så sexet, så lokkende. Elysian Fields kalder selv deres musik for noir rock, og det passer ret godt. Det er meget mørkt, drømmende og ikke mindst behageligt. En oplagt slappe-af-på-sofaen-plade.

 

Fem favoritalbums:

My Bloody Valentine: Loveless

Bruce Springsteen: Ghost of Tom Joad

M.I.A.: Kala

Emmylou Harris: Wrecking Ball

Blondie: Parallel Lines

Skriv et svar