Plader

V/A: This Is Indie Rock: The Best Bands You've Never Heard – volume three

Skrevet af Stine Mogensen

12 usignede indierockbands får lov at boltre sig på denne opsamling i håbet om at få fingrene i en pladekontrakt. Dette har (selvsagt) resulteret i en særdeles ujævn plade med enkelte fine indslag – men det overordnede indtryk er ganske kedeligt og ufarligt.

Jeg nærmer mig altid opsamlinger med yderste forsigtighed. Mest fordi der er en meget høj sandsynlighed for, at det er en yderst blandet landhandel, man skruer op for. Dette er da også i allerhøjeste grad tilfældet med This Is Indie Rock … vol. three. Jeg har hverken hørt volume one eller two, men alle tre albums er en del af det lille amerikanske label Deep Elms prisværdige projekt med at promovere nye, uopdagede bands som pladeselskaber, radiostationer og almindeligt musikinteresserede efter Deep Elms mening straks bør få lukket lyttelapperne op for.

Albumserien består af såkaldte ‘open-submission compilations’, hvor bands inden for alle afarter af indierocken og fra hele verden har mulighed for at bidrage med deres materiale i håbet om at blive opdaget og signet. Således er der på This Is Indie Rock … vol. three bidrag fra Danmark, Schweiz, England, Canada og USA.
Som lytter er det ganske interessant og samtidig bekvemt at få præsenteret forskellige bands på denne måde; det er bare et spørgsmål om at sætte cd’en i afspilleren og tage på indtryksrejse i ny musik. Dog viser This Is Indie Rock … vol. three sig mest at være en køretur på en trist motorvej i en fornuftig mellemklasse bil – i sølvgrå.

Man skulle ellers umiddelbart tro, at en plade med håndplukkede bands fra forskellige genrer har potentiale til at give en lytteoplevelse, der er rodet på den gode måde.
Desværre smager opsamlingen bare lidt for meget af, at de gode folk på Deep Elm Records nærer en dyb kærlighed til amerikansk guitarbaseret college rock, da en betragtelig del af bidragene kan puttes i denne kasse.

De få godbidder ligger gemt i et sandt mylder af jævnt kedelige vers-vers-omkvæd-mellemspil-omkvæd-med- sensitiv-forsanger-i-front-bands. Pladen lægger ellers lovende ud med engelske Free Diamonds med nummeret “Blind Boys”, som med en interessant, småhysterisk falset-vokal, friskt tempo og synkoperede rytmer leverer lækker poprock af den slags, der giver én lyst til at købe hele pladen, når den forhåbentlig udkommer engang.

Pladens syvende track giver også smag for at høre mere til den ellers oversete schweiziske musikscene. Popmonster kommer fra Basel, og “Salty” er en fin, lille melankolsk sag, som uden at være noget særligt formår at droppe så meget velbehagelighed, at vægtskålen tipper til fordel mod det interessante.
Med det californiske enmandsprojekt Reed KD, er vi næsten ovre i noget electronica. Her er singer/songwriter-blidhed og ømhed, uden at det bliver for tyndt, og Annuals’ tilbagelænede, country-agtige “Nice Day” kan bestemt også tåle flere gennemlytninger.

Så langt så godt, men så afløses nysgerrigheden også af gab, for overordnet har de fleste bands og kunstnere på pladen været ude med låne-riven, så det bliver for meget af det gode. Det gælder også for de få numre, som ikke bekender sig til den tandløse fræse-rock.
Eksempelvis vil Konrad med “Flip Light Switches/Spin Cycle” gerne være Beck, og det får han ikke noget videre ud af. Det danske bidrag fra Campsite tilstræber ligeledes coolness og opnår det til dels, men “A Way to Point the Way the Right Way” taber hurtigt sin indestængte intensitet og ender med mest at minde om noget, The Strokes kunne have smidt i papirkurven.

Der er noget vidunderligt smagsdommeragtigt over, at et uafhængigt label kategorisk sammensætter en plade med forskellige bands og forkynder, at dette er fremtiden. Desværre falder projektet her til jorden, fordi folkene bag tydeligvis tænker i typisk amerikansk rocktradition og udvælger pladens materiale på denne baggrund. Alt for meget lyder som noget, man har hørt før. Weezer har lavet gode ting, bevares, men har verden virkelig brug for flere bands, hvis eneste kvalitet er, at de lyder som dem? Og er mainstreamradioernes sendeflader og lytternes ører ikke blevet belastet nok af én udgave af Blink 182 og Sum 41?

This Is Indie Rock … vol. three vil det godt, og pladen får sine U’er for de små perler, der trods alt findes. Men generelt er der alt for langt mellem snapsene, og at betegne indholdet som indie rock viser endnu en gang, hvor udvandet denne betegnelse efterhånden er blevet.

★★½☆☆☆

Deltag i debat