Anbefalet

1-2-3-vinter!

Januarsøndage giver sjældent lyst til ret meget mere end bare at blive liggende i sengen. Dét kender vi godt her på Undertoner, men vi tror på, at søndagene godt kan have gode ting i ærmet. Derfor er her en musikalsk tretrinsguide til at få noget godt ud af dem.

Når man vågner sådan en januarsøndag, har man nogle gange så kolde hænder eller fødder, at det gør fysisk ondt på de øvrige dele af kroppen at blive berørt. Og uanset hvor langt ned til gulvet man har trukket rullegardinet, skinner det klart og tydeligt igennem, at hvis man prøver at stå op med det samme og vove sig ud i verden, får man forfrysninger. Så vælger man naturligvis at blive liggende en times tid længere – og det er dér, man vælger plade nr. 1.

Når den har varmet éns krop op til noget nær normal temperatur, kommer man i tanke om, at søndagen trods alt godt kan vise sig at blive fin nok. Rullegardinet er kommet på plads, og man kan godt se, at det måske alligevel ikke er livsfarligt at gå ud – ja, det kan endda være, at det ville være sundt at få noget frisk luft. Det er, når man har fundet vinterstøvlerne frem, at man vælger plade nr. 2.

Det kan ikke benægtes, at det var ret koldt derude, og nu er den atter gal med kropsvarmen. Saunaer og brændeovne er mangelvarer i Danmark, men som i så mange andre danske hverdagssituationer viser løsningen sig at være i køkkenet: Der skal koges vand og laves te – og det er lige netop, som man sætter sig i sofaen med den første af de mange kopper te, at man vælger plade nr. 3

Denne trip-trap-træsko-udvælgelse har en del af Undertoners forfrosne redaktion taget på sig, og anbefalingerne til kølige januarsøndage blev som følger.

Læs i øvrigt, hvad skribenterne ellers hører i øjeblikket, på listerne i deres redaktionsprofiler.

Anders Mortensen

Talk Talk: Spirit of Eden (1988)
Søndag er oftest tømmermandsdag, og den bedste plade til dét er klassikeren Spirit of Eden. Det er et konventionelt og kedeligt valg, men Mark Hollis og drengene længe sørget for, at jeg tager imod hovedpinen med mere velbehag end vanligt. Og så er det en vinterplade. Storladen som en snestorm, intim som et snefnug, og den når oftest fra det ene stadie til det andet i løbet af et splitsekund. Det er de færreste kunstnere, der opnår samme stemning uden at få Enya-tendenser.

Architecture in Helsinki: In Case We Die (2005)
Man skal i glade omdrejninger sådan en søndag, og så er det godt med pop. Især nuttet legetøjspop fra Australien som Architecture in Helsinkis andet album In Case We Die(2005). Det er det mest originale popalbum, jeg hørte sidste år, og tilmed yderst ambitiøst. Folkpop, hiphop og electronica i legehumør, der fjerner følelsen af sne i skoene. En mere lyttevenlig udgave af Animal Collective kunne man kalde det, men det er ikke dårligere af den grund.

Townes Van Zandt: Live at the Old Quarter (1977)
Van Zandt har en enestående evne til at gå lige ind. Sangene er så dybfølte, inderlige og nødvendige, at man bare sidder stille. Hans tekster er oftest til at tudbrøle over, men stemmen varmer, og det har man brug for efter den gåtur. Live at the Old Quarter er en mere end fremragende introduktion til Van Zandts sangskat, og man føler sig næsten beæret over at være i mandens selskab – og desto mere sørgmodig over, at han ikke er her mere.
Og så kan man sove igen.

Mikkel Andersen

Low: Secret Name (1999)
Til lejligheden er intet bedre! De sløve, slæbende takter, det dominerende bløde vokalspor og den søde tristesse er ganske enkelt indbegrebet af vådt, koldt vintervejr og en bekræftelse på den herskende melankoli, der følger mørke og dagfrost. Det er sortsyn, længsel og klagesang svøbt i elegante strygerpassager, og det er storladent og smukt. Det er skrøbeligt, forsigtigt og sløvt som vinterhi-tilstanden under dynen.

Mugison: Lonely Mountain (2003)
Med skæve ambientsekvenser i en flydende, melodiøs kontekst sættes tempoet en anelse i vejret i takt med sløv trasken i den ugegamle grå sne. Akustisk guitar og skønsang i smuk forening med elektroniske tæsk til øregangen og skævvredne trommebeats flettes sammen med samtlige facetter af islændingens stemme i form af redigerede samplinger og bragende udbrud tilsat distortion. Hvad stemmer bedre overens med en gåtur i vinterhelvedet end manifestationen af en isoleret øboers mærkværdigheder?

Sigur Rös: Takk (2005)
Der er noget på én gang køligt og noget opløftende over det nyeste udspil fra Sigur Rös, Takk, der tværtimod luner, når den værste vinterkulde er rystet af, og man igen befinder sig i sit lune hybel. Gennem bløde strygerpassager, små lette optimistiske klaverfinurligheder, lifligt glockenspiel, skæve samplinger, en lys, venlig vokal, og den beroligende, flydende korsang, lader man endnu engang tankerne vandre. Mod en lysere varmere tid.

Mikkel Arre

Oval: 94diskont (1995)
Når vinterkulden får éns krop til at trygle om at måtte blive under dynen lidt længere, er A-siden på Ovals hovedværk et velstrikket varmetæppe. Clouet på pladen er det 24 minutter lange Do While, hvor fløjlsbløde orgeltoner bøjer og svajer sig ind og ud mellem klirrende og brummende maskinlyde. De samme toner gentages igen og igen med små variationer, men nummeret føles aldrig langt. Snarere som blid mund-til-mund-hjælp fra snørklede elektroniske kredsløb.

Hood: Cold House (2001)
Vinteren trækker vejret tungt omkring én, når man går på fortovenes grålige nyfrosne snesjap med Hood i ørerne. Al fugt, både vand og ånde, fortættes og bliver til hektisk knitren, mens guitartonerne og Chris Adams’ vokal nærmest konstant er dækket af et tyndt lag rimfrost. Cold House er sammenknuget og tvinger blikket enten ned mod éns fødder på fortovet eller opad i håb om at finde bare et strejf af solen. Og det lykkes til sidst.

Stina Nordenstam: And She Closed Her Eyes (1994)

Stina Nordenstams distinkte og til tider papirstynde vokal lyder her mere end nogen sinde af vinter. Den søger, sitrer og vakler sig vej gennem historier om håbefulde hjemkomster, parforhold i umulige redningsaktioner og regnvåde afskedsscener. Og nu hvor citronteen endelig har givet én varmen tilbage, er det vidunderligt at høre, at kulden ikke er det eneste, der kan få os til at skælve i vinteren – at alt det essentielle i livet ikke bare ligger i dvale, indtil foråret spirer.

1 kommentar

  • jeg synes helt sikkert der mangler den ultimative vinterplade: Tokyo Police Club – Lesson in Crime

Leave a Reply