En dag fik hjernen bag Askeleton, Knol Tate, en idé. Han satte sig for at udgive en albumtrilogi, hvor den tematiske optik var rettet mod menneskets tre basale følelser: sorg, vrede og glæde. På Sad Album og Angry Album or Psychic Songs afdækkede Askeleton de første to sindstilstande, og nu fuldendes trilogien. At følelsen, det handler om denne gang, er indrammet af en parentes, giver fuldt ud mening, da teksterne ikke ligefrem emmer af glæde og lykkefølelse.
Tidligere var Askeleton et enmandsprojekt, hvor Knol Tate skrev sine sange i samarbejde med sin laptop. Nu har han inviteret andre musikere med ind i projektet, hvilket har medført, at de elektroniske effekter, der før fyldte det meste af lydbilledet, er vasket helt væk. Eller næsten. For på sidste del af (Happy) Album inddrages diverse elektroniske virkemidler med et lidt mellemfornøjeligt resultat til følge.
Knol Tates beskrivelser af menneskerne og byen er på overfladen naive og simple, men det gør dem bare endnu stærkere. Teksterne indeholder mange betragtninger af typen »People who drive cars are in cars / They are the people who take pills / They are the people just like us,« hvor netop simpelheden forstærker udsagnet. Senere i samme sang bliver bilisterne (og dermed ‘os’) diagnosticeret som “insane”. Ikke just en glad og lykkelig verden – medmindre der er tale om kunstig Prozac-lykke.
Prædikatet ‘happy’ kan heller ikke klæbes på selve musikken. Albummet er mere poppet end på de to første i trilogien, men er det ikke i sig selv. Trommernes og/eller bassens konstante, monotone rytme, der pulserer under hovedparten af numrene, giver albummet et maskinelt præg, der hæmmer enhver tendens til glade popmelodier. Kun når det simple beat fortoner sig, åbnes der op for lysere øjeblikke.
Et sådant er “Cities, Not the People in Them”. Især omkvædet »I live here now, I live here now,« hvor Knol Tate får feminin assistance, er fængende indiepop.
På alle numre er det vokalen, der dominerer. Både Knol Tates egen stemme, der af og til er fordoblet, eller de mange korstemmer, der er produceret så voluminøst, at det til tider bliver lidt for anmassende.
På de numre, hvor vokalerne får modspil af skæve guitarfigurer, -rundgange eller huggende riffs, fungerer det dog uden irritationsmomenter. Åbneren “Places Where People Gather”, den lettere punkede “Some People/Things” og “People Not the City They Live In” er alle numre af dén art, og er blandt albummets stærkeste. Og da de på passende vis bliver afvekslet med de to afdæmpede og overvejende akustiske numre “Anti-Saints with Words in Their Mouths” og “You and Your New Me”, fungerer den første del af albummet fortrinligt.
Passende er det sidste kvarter derimod ikke. Her er albummet blevet en kende trættende, da de musikalske idéer synes udvandede. For meget virker som gentagelser, og de store variationer er til at overse. Præcis her knækker albummet i to, for nu vil Askeleton pludselig lege med elektronik og bombastiske lydbilleder! Da der ikke rokkes nævneværdigt ved sangstrukturen, fortaber trætheden sig ikke. Tværtimod.
“Life Is a Mood” bliver overhældt med elektroniske beats, trompeter, percussion og kor, så selv Phil Spector ville have nikket tilfreds. En menneskelig rytmeboks skæmmer “Can I Taste Rock N’ Roll?”, mens gentagelsen af den samme frase i noget nær en uendeliglighed i “Community of Suffering and Struggle” er en kedelig afslutning på et album, der ellers startede så lovende.
(Happy) Albums konceptuelle aspekt virker en anelse søgt og kan betragtes som en løst struktureret ramme for Knol Tates tilgang til sangskrivningen. Det er ene og alene den første halve times glimrende indierock, der er skyld i, at sidste del af Askeletons trilogi trods alt er en middelgod udgivelse.
[audio:http://www.askeleton.net/cities.mp3]
