Plader

Kip Boardman: I Must Be…

Kip Boardmans flotte melodier og poppede vokal væver singer/songwriter-genren sammen med country og pop/rock fra 70’erne. Resultatet er et ganske spændende, men også ustruktureret album, der desværre ikke holder hele vejen hjem.

Kip Boardman minder af udseende mest om én, der lige er stået af bussen fra en eller anden flower power-festival. Og rent musikalsk har den spinkle californier også en hang til 70’er-poptraditioner som lette, naive og luftige arrangementer. Dette udgangspunkt blander han med elementer fra countrygenren, hvor lap-steel, banjo og mundharpe flettes ind. Det fungerer ikke lige godt hele vejen – men når det lykkedes, er det faktisk ganske interessant at lytte til.

Hello, I Must Be… åbner med en af de sange, der skal roses. Titelnummeret gør brug af alle ovennævnte countrymidler, men tingene flettes godt sammen i et simpelt, veldrejet country/popnummer, der udnytter instrumenteringen fornuftigt, så banjoen rammer det ind, mens lap-steelen holder aksen sammen og løfter omkvædet.
Her holder Kip Boardman skæg og snot for sig, hvilket er godt – for når man når det sidste nummer på Hello, I Must Be…, kan man ikke lade være med at irriteres over, at han ikke formår at holde niveauet hele vejen igennem.

Pianoballaden “What Are Clouds” er Elton John light – på godt og ondt. Kip Boardmans vokal er i den lette og lyse ende af skalaen og fylder ikke alverden i tangenternes selskab, og balladen bliver lidt for nemt til et halvkedeligt nummer, man hurtigt zapper hen over.

Til gengæld kommer poppen for alvor tilbage på “Losing Streak” med masser af Hammond-orgel og percussion, der svinger bag lydflader af guitar og lette blæserarrangementer. Det er her, at Kip Boardman viser, at han har evnerne til at komponere en god popsang, der giver kroppen groove og henleder tankerne på et solbeskinnet L.A. indefra kabinen i en varevogn med påklistrede budskaber og masser af blomster.

Desværre rives man ud af drømmen af den altødelæggende og alt for rockende “Good Place to Hide”, som man ikke helt fatter, hvorfor Boardman lod få plads blandt de 10 udvalgte numre. Der er hverken stemning eller kvalitet nok i nummeret til at føre lytteren med rundt i et univers, der baserer sig selv på romantik og hippietendenser. En skrigende Beth Hart på kor hjælper heller ikke med at forstærke det gode indtryk.

Det er lidt af en pose blandede bolcher man skal lægge øre til. Godt nok er der visse poppede perler i løbet af de i alt 38 minutter, men Kip Boardman har ikke sorteret godt nok i ideerne. Det kan være godt med mange bolde i luften, men hvis man ikke kan håndtere dem, bør man lade nogle ligge – og arbejde mere med det, man har styr på.

Jeg vedgår, at jeg ikke har kunnet fremkalde min indre hippie, men konklusionen må ikke desto mindre være, at Kip Boardmans vision er en uklar, om end der er tydelige tendenser at spore i tågen, for han har sans for den gode melodi. Ensformigt bliver det aldrig på pladen, men til gengæld skaber han heller ingen form for kontinuerlig lytteoplevelse. Der er for lidt flow i sangene, og skåret helt ind til benet trænger Hello, I Must Be”¦ til struktur.

★★★½☆☆

Deltag i debat