Plader

Chris Brokaw: Incredible Love

Skrevet af Jakob Lisbjerg

Chris Brokaw har en utrolig sikker sans for at spille på en guitars seks strenge. Både elektriske og akustiske modeller styrer han ganske flot, men han tror måske lidt for meget på, at de alene kan bære albummet. På det punkt tager han fejl, og derfor er hans seneste soloalbum en blandet affære.

Det har været svært for Chris Brokaw at få lavet dette album. Det har han indrømmet i flere interviews, og han har da også taget et lang tilløb til Incredible Love. Derfor er det også ekstra ærgerligt, at han ikke helt lever op til, hvad man kunne forvente af ham.

Chris Brokaw har ellers en fin baggrund i bands som Codeine og Come, og hans guitarlyd har præget udgivelser fra Karate og Evan Dando. Som soloartist har han levet et mere stille liv, som ikke helt afspejlede hans baggrund i rockmusikken. Hans første album, Red Cities, var instrumentalt, og efterfølgeren Wandering as Water var et akustisk album med stille vokaler. Men nu er der kommet strøm og kraft på musikken.

Incredible Love kommer tydeligvis fra en erfaren og sikker herre. Forsiden af albummet prydes af et fotografi af en forlystelsespark badet i aftenlys, og selvsikkert har Brokaw droppet at have en trackliste uden på albummet, hvilket tvinger lytteren til at åbne booklet’en og kigge den igennem. På den måde får Brokaw sine tekster ud – hvilket virker, selv om ordene oftere fungerer som et instrument i musikken end som egentlig empatisk lyrik.

Det, der driver albummet, er mestendels Brokaws guitarspil. For han er først og fremmest guitarist, selv om han mange steder på albummet spiller alle instrumenterne. På flere af numrene spænder det fra akustisk guitar som på den enkle “X’s for Eyes” til forvrænget el-guitar på “Cranberries”. Og Brokaw viser sin dygtighed på “Move”, hvor han med samme guitar formår både at spille lead- og rytmeguitar.

Men der er absolut ikke kun pletskud fra Brokaws guitarer – og de seks strenge kan ikke fungere som bærende konstruktion for hele Incredible Love. Dertil er melodimaterialet simpelthen for svagt flere steder.
“Gringa” er et malplaceret, blødt instrumentalnummer og senere får vi “My Idea”, som med sin The Corrs-violin og alt for simple melodi er totalt malplaceret. Og coverversionen af Suicides “I Remember” synes heller ikke at lykkes for Brokaw.

Albummets dynamik reproducerer næsten den metafor, som coveret lægger op til. Som de fleste forlystelser er albummet stærkt og frisk i starten, men det flader lige så langsomt ud for at slutte dødt og trivielt. “Blues for the Moon”, “Move” og “The Information Age” er albummets stærkeste numre. Og derfra går det støt ned af med kun den tunge “Cranberries” som et lyspunkt. De andre numre er da hyggelige nok, men når nu albummet indeholder endnu stærkere numre, hvorfor så nøjes med mindre?

★★★☆☆☆

Deltag i debat