Plader

David Thomas Broughton: The Complete Guide to Insufficiency

Den 24-årige engelske sangskriver David Thomas Broughton har begået en flot og udfordrende debut, hvor hans neofolk bevæger sig ud over de fleste grænser, både indholdsmæssigt, dynamisk og musikalsk.

David Thomas Broughton er et af de nyeste skud på tidens neofolk-stamme, men i modsætning til så mange andre har Thomas Broughton endnu ikke været ude i den store verden og sætte mange og dybe spor. Til gengæld er han efterhånden en gammel kending i hjemlandet England, hvor han tilsyneladende lister rundt og skaber musikhistorie med sine intime og gribende live-shows.

Denne helt specielle stemning har han forsøgt at fange på sin debutudgivelse, der indeholder fem numre, men ikke desto mindre varer 40 minutter og er optaget i et enkelt take i Wrangton Church i Broughtons fødeby, Leeds.

The Complete Guide to Insufficiency er en skrabet, upoleret lofi-udgivelse, og lad mig sige det, som det er: David Thomas Broughton er ikke videre fremragende til at spille guitar. Til gengæld bruger han sine beskedne kundskaber så kreativt og åbent, at man ikke et øjeblik lader sig irritere af lyden fra strengen, der bliver misset eller ramt for hårdt.
De små knæk og minimale ophold bliver nemlig en vigtig del af musikken og det autentiske, direkte udtryk – og i samspil med den let apatiske, men samtidig stærke, inderlige og følelsesfulde vokal, loop-pedalerne og trommemaskinen skaber David Thomas Broughton en helt speciel, gennemgående melankolsk og drømmende stemning. Numrene er lange, minimalistiske og mediterende, men med undtagelse af et par til tider lidt lange slutninger, bliver de aldrig kedelige.

Teksterne ligger konstant og vipper mellem det hjerteskærende og håbefulde; med emner som krig, kærlighed, voldtægt og død leverer Broughton et statement, og samtidig tager han os på en gennemgående melankolsk rejse, hvor lyrikken dog aldrig bliver så ligetil, at den bliver hjerte-, hjerneløs eller provokerende bare for at være det.

Musikken er simpel, men dermed underbygger den også stemningen – og det er de små detaljer, der er udslagsgivende i forhold til udtrykket. Som i det smukke nummer “Ambiguity”, hvor et pludseligt skift i rytme og melodi understreger, hvordan både lyrikken og stemningen ændrer sig – og temperamentet forbliver det samme.
Eller i “Unmarked Grave”, hvor guitaren helt underspillet og i dur får hårene til at rejse sig, da Broughton repeterer teksten »My body rots while she is weeping / I remain forever sleeping / Rest my bones from the daily chores / Rest my bones forever more.« Højdepunktet kommer dog i slutningen, da lyden af kirkeklokker pludselig skærer igennem og blander sig med de samplede vokaler og den gennemtrængende, næsten stressende guitar.

The Complete Guide to Insufficiency når lige nøjagtigt over grænsen til det tilgængelige, og melodierne er så tilpas fængende og kontrolleret kaotiske, at man hænger ved og vil høre nærmere – det er lige fra hjertet og op ad lommen, og bedre bliver det næsten ikke.

★★★★★☆

Deltag i debat