Plader

Cam Butler: Go Slow

Australske Silver Rays frontmand Cam Butler lader postrock-tendenserne ligge og kaster sig i stedet sig over atmosfæriske twang-guitarudladninger. De svulmende og episke numre folder sig pænt ud, men monotonien ligger på lur.

Go Slow er Cam Butlers opfølger til 2003-solodebuten Crazy Dreams. Frontfiguren i Silver Ray erstatter de Mogwai- og GY!BE-inspirerede sange fra bandet med en lidt anden genre. Godt nok er guitaren i centrum, men væk er både støjen og den voksende kompleksitet. I stedet ligger fokus omkring en blues-lignende twang-guitar, der med et strejf af spaghettiwestern-æstetik danner rammen om de seks instrumentale numre.

Cam Butler fører lytteren ind i et univers af rolige og bølgende lyde, man ikke normalt støder på i hverken rock- eller pop-verdenen. Postrock-opbygningen fra Silver Ray fornemmes, men kompositionerne sprænges ikke og ender ikke i store finaler, men cirkulerer i stedet rundt om en akse af guitarudladninger, der godt nok er en fryd for øret, men desværre også har en tendens til at ramme monotonimuren. Titelnummeret “Broken City” er et par gode eksempeler på netop den problematik.

Til gengæld er der rigtig godt styr på det grandiose og episke. Musikken er fyldigt arrangeret, og tøjlerne er holdt tilpas stramt, så kvalmen ikke når det røde felt. Både trommer og strygere fylder godt i lydbilledet – ja, helt bombastisk i “Today, Troubles Seem Far Away”, der har karakter af et lydspor fra en romantisk film. Omvendt giver det 20 mand store strygerensemble intimiteten plads i den afsluttende “So Long Friend”, der sammen med hvirvlende trommer og enkel akustisk guitar går direkte i hjertekulen.

Go Slow burde være skrevet til en film, for numrene lyder ualmindelige velegnede til billeder og fysiske handlinger. Lydniveauet er afvekslende, men aldrig nær det støjende. Guitaren holdes enkelt og spilles roligt, men Cam Butler leger med form og sammensætning af akkorder i et stramt, men samtidig undersøgende lydunivers, der giver numrene både et vist groove, men også særpræg.
Den store lyd og guitarekkoer præger “Shenandoah”, der i bedste western-stil slår tonerne an til endnu et nummer, der kunne være tyvstjålet fra soundtracket til Once Upon a Time in the West. Her nærmer Cam Butler sig det støjende, men klimakset udebliver, og han lader det ebbe ud i det rene ingenting. Godt bygget op – dårligt afsluttet.

De seks numre er ens på den måde, at de er storladne, guitarspillede og instrumentale – men inden for dette felt er numrene vidt forskellige. Det er en fornøjelse at lytte til Cam Butlers søgen og kreative tilgang til guitaren. Han spiller elegant og får meget ud af sine kompositioner, og problemet med Go Slow er ikke talentet, men derimod måden at formøble sangene på. Det er helt i orden at give plads til idéer og vovemod. Til gengæld føles det ikke helt så rart, når kedsomheden begynder at overtage begejstringen, og det må man desværre konkludere indimellem.
En udmærket, men ikke uforglemmelig plade.

★★★☆☆☆

Deltag i debat