Plader

Catfish Haven: Please Come Back EP

Skrevet af Mathias Askholm

Alle kender historien om bandet, der kommer fra beskedne kår, men med hårdt arbejde selv udgiver en cd, får kendte fans og til sidst en pladekontrakt. Bandet hedder denne gang Catfish Haven, vennerne My Morning Jacket, Daniel Johnston og Kings of Leon – og musikken er simple, ærlige kærlighedssange.

Hele historien om Catfish Haven emmer af rock’n’roll-romantik. Bandet er opkaldt efter den trailerpark, hvor forsangeren George Hunter voksede op. Som teenager flyttede familien til en forstad til Chicago, hvor Hunter mødte Miguel Castillo og Ryan Farnham over interessen for musik og skateboarding. De tre forstadsdrenge flyttede hurtigt ind til Chicago, udgav en cd med håndlavet coverart – og så gik rygterne ellers i gang, og snart var en lokal rockkomet skabt.

Med den ultrakorte første skæring bliver “Please Come Back” på bedste punk-manér sparket i gang med en her kommer vi hilsen. Her knækker strengene dog for bandet, for fra titelnummeret og frem, er det den akustiske guitar afbildet på forsiden, og ikke den suburbia-angst der lægges op til i bandets biografi, der overtager.

“Please Come Back” er en varm og repetitiv bøn til eks-kæresten. Hunter har en karakteristisk stemme. Insisterende på de samme par linjer hyler han sig igennem sangen, men i resterne af den slidte stemme kan man ane en crooners honningvokal. Pumpende grooves fra bassen og hårde tæsk i trommerne forenes med Hunters staccato vokal til en overraskende varm blanding.

Særegent ved dette unge band er deres inderlige sange og evnen til at forene de hakkende lydbider af sang, guitar, trommer og bas til helstøbte sange. De pulserende baslinjer skaber fremdrift i sange, der trækkes ned af tungsind, og det bliver til nogle bitre, men fremadskuende kærlighedssange,

Adspredelsen i udspillet er det så som så med. Det bliver ikke til mange glade toner i denne omgang, og det kan man godt savne. I “Madelin” spilles der forsigtigt op til noget mere, men det virker til, at Catfish Haven er bange for at give lidt slip på tøjlerne og lade sangene vokse og danse. Det samme sker i titelsangen, hvor de få strejf af soul undertrykkes.

“Still Hungover” er det nummer, hvor kadencen er højest, og hvor musikken får mest plads. Når man vågner morgenen efter en nat med druk, og feststemningen stadig kører i benene, på trods af at maven er af en anden overbevisning, fanges man mellem lysten til danse og faren for hovedpine og opkast. “Still Hungover” handler om denne ubeslutsomhed og træthed efter druk, men også om forpligtelse og familie. Det hele drives frem med den karakteristiske minimalistiske rock i en gladere udgave, og det er faktisk ret godt.

Catfish Havens ep er ikke det rock’n’roll-monster, der lægges op til i starten, men derimod en samling skramlede kærlighedssange. Alt i alt bliver dette udspil dog hurtigt tyndt, når man først har vænnet ørerne til den minimalistiske rock. Der er ikke mange spidsfindigheder ved musikken, og når tekstmaterialet heller ikke har held med at bibringe musikken mere dybde, bliver resultatet for monotont i længden. Det er en ærlig ep spillet med et ungt bands manglende rutine, men store charme og live-lyd. Resultatet er charmerende, men en bedre indspilning og bearbejdning af sangene havde gjort dem til klarere perler.

★★½☆☆☆

Lyt til “Please Come Back”:
[audio:http://www.scjag.com/mp3/sc/pleasecomeback.mp3]

Deltag i debat