Plader

Comet Gain: City Fallen Leaves

Skrevet af Stine Mogensen

Engelske Comet Gain serverer rå og friskpresset indierock med gennemtænkte tekster om den lige så rå hverdag for de rodløse og målløse twenty-somethings i storbyen.

Engelske Comet Gain har været på banen i mange år, men besætningen har ændret sig noget siden starten i 1993. Faktisk er der kun et enkelt af de oprindelige fem medlemmer tilbage, nemlig guitarist og sanger David Feck, som efter bruddet i 1997 samlede et nyt hold til at fylde bandnavnet ud.
Der er kommet i alt seks albums fra Comet Gain i løbet af bandets omskiftelige tilværelse, hvoraf det mest berømmede er Réalistes fra 2002, hvor blandt andet Kathleen Hanna fra Le Tigre var på besøg.

Comet Gain er i det store hele listet temmelig stille forbi Danmark, men det behøver som bekendt ikke betyde, at de ikke er værd at stifte bekendtskab med – og City Fallen Leaves er et helt udmærket sted at støde til. I hvert fald hvis man er til raslende indierock med punket nerve og syrlige hverdagstekster, der kredser om eksistens-kvababbelse og kærlighed.

Det, der først og fremmest gør pladen interessant, er, at man ikke rigtigt ved, hvor man har den. Den er fyldt med iørefaldende, solidt komponerede melodier, hvoraf flere har gode, gammeldags popkvaliteter. Samtidig er produktionen så rå og flad, at man skulle tro, indspilningen var foregået via en mikrofon placeret i et askebæger i øvelokalet – og instrumenteringen er tilsvarende løs og uhomogen. Med disse værktøjer formår bandet at skabe et righoldigt og ekspressivt lydbillede, som til tider giver associationer hen imod The Velvet Underground.

Åbningsnummeret “Fists in the Pocket” overrumpler først med sin energiske puls og catchy omkvæd, men ganske hurtigt siver tekstens vrede igennem den iørefaldende melodi. »If you’re looking for me, I’ll be down here at the beach / with my fists in my pocket, sinking into the sea,« snerrer David Fecks hovedperson, der hørbart er lidt træt af det hele.
Og pladen byder på flere indignerede udbrud af gnaven weltschmerz. Heriblandt den spoken word-agtige “The Punk Got Fucked”, som ligeledes spørger om meningen med »this joke of a life« og ikke kan beslutte sig for aftenens aktiviteter: »Should I stay out and fight or just turn out the lights?«

Men Comet Gain står stærkere, når de dropper den værste knarvornhed og hengiver sig til den mere rendyrkede melankoli. Dette resulterer i den fine og varme “Fingernailed for You”, som også er et af de numre, som synges Comet Gains kvindelige forsanger, Rachel Evans. Hendes luftige og bævrende vokal er lige dele indtrængende og grænseløst irriterende. Suppleret af strygere og en sagtmodig guitar beskriver hun troværdigt længslen efter det stille sted, hvor man i tosomhed kan dele »a mixed tape and a cigarette«.

I spændet mellem gnavpotteri og blid tristesse findes der også et pænt udvalg af kække, skramlede indiepop-numre på City Fallen Leaves, hvor det, uanset teksten, er den gode melodi, der trækker læsset og sidder fast i hjernens nynne-med-center, også efter anlægget er slukket.

Og hvordan man end vender og drejer det så gør det sig gældende for hele pladen: Det er det ærlige og generelt gode og kompetente melodi-snedkeri, der tager stikket hjem for Comet Gain. For selv om teksterne er markante, bliver de – med få undtagelser – af en eller anden grund aldrig rigtig vedkommende for lytteren. Måske fordi deres påtrængende åbenhed har en træls tendens til at blive for udtalt, for dagbogsagtig. Dette gør sig i øvrigt også gældende med “The Punk Got Fucked” – en kedelig svipser af et nummer, og teksten formår ikke at gøre det til andet end en fad oplevelse af noget, der stræber højere, end det egentlig kan nå.

Ingen tvivl om at David Feck og Co. har det musikalske håndværk i orden, men for at komme ud over rampen kræves endnu lidt finpudsning af melodierne og ikke mindst teksterne, hvis lytteren skal have chancen for rigtigt at holde af numrene.

★★★½☆☆

Lyt til “Just One More Summer Before I Go”:
[audio:http://www.killrockstars.com/bands/cometgain/audio/JustOneSummer.mp3]

Leave a Reply