Plader

The Dust Dive: Asleep or Awake Walk

Skrevet af Jakob Lisbjerg

Bryan Zimmerman er vokset op i byen Olathe i USA. Og debutalbummet fra hans band handler mestendels om, hvor trøstesløst et sted byen er. Det gør Asleep or Awake Walk til et lavmælt album, der udtrykker desperation og melankoli. Og som ikke altid inviterer lytteren indenfor.

The Dust Dives Bryan Zimmerman er født og opvokset i Olathe, Kansas. Olathe har omkring 100.000 indbyggere, og byen er den hurtigst voksende by i staten. Men til trods for byens størrelse og vækst har Olathe bevaret den venlige og varme atmosfære, som man finder i en lille landsby. Det står der i hvert fald på byens hjemmeside. At dømme efter Asleep or Awake Walk er Olathe dog et trøstesløst sted.

Asleep or Awake Walk blev udgivet på et nonprofit-selskab i USA i 2004, men nu udgives albummet kommercielt på det europæiske selskab Own Records. Bryan Zimmerman er hovedmanden bag The Dust Dive, men på debuten får han hjælp af multiinstrumentalisten Laura Ortman og Ken Switzer, der bidrager med vokal og orgel. Sammen har de skabt et charmerende, lavmælt album, der inviterer indenfor, men også lukker sig om sig selv og kan virke meget privat.

Musikalsk befinder vi os i et forholdsvis romantisk og langstrakt landskab kreeret af harmoniske lag, der tit har felt-optagelser som grundsubstans. Instrumenterne maler oftest med samme, melankolske farve domineret af fingerspillet elektrisk guitar, violin, orgel og af og til en klagende sav, der kun trækker lydbilledet i en endnu mere sørgelig og rent stemningsmæssigt håbløs retning.

Det høres allerede på åbneren “Olathe North Parking Lot”, der rent melodisk er enkel og pendulerer mellem to-tre forskellige toner. Bryan Zimmermans vrængende vokal spiller her og mange andre steder på albummet en stor rolle – dels fordi musikken er så enkel og ikke stjæler opmærksomhed, men også fordi Zimmerman har en Dylansk vrængen og en talende måde at synge på. Det er virkelig er en smagssag, om man kan lide det eller ej. Han synger dog mere straight på “I’d Rather Not Know” og “Sirens in the Park at 11”, og netop her klæder det den melodisk set lidt anonyme musik at få mere melodi tilført via vokalen.

Den triste og melankolske stemning på albummet føles flere steder ikke som noget, der umiddelbart lader sig dele med andre, og det er derfor, Asleep or Awake Walk kan føles lukket for lytteren. Hverken tempoet eller numrenes mangel på udslag appellerer til og rækker ud mod lytteren.

Men det primære kritikpunkt må være ensformighed – de få toner fra åbningsnummeret går igen i alle numrene. I kortere perioder som på det tyste “Lost Bird” er det et smukt og skrøbeligt lydbillede, The Dust Dive maler. Man kan ikke anklage Zimmerman for at være sprælsk, og det ville da også ødelægge den nedtonede stemning på Asleep or Awake Walk. Men når der for eksempel kommer trommer på det stadig langsomme nummer “I’d Rather Not Know”, virker det så stærkt, fordi det er et af de eneste steder på albummet med et beat. Men samtidig finder man ud af, at et beat ville have givet flere af de andre numre mere form. Og som helhed styrket et album, som nu bare er halvgodt.

★★★½☆☆

Lyt til “Sirens in the Park at 11”:
[audio:http://www.ownrecords.com/mp3s/DustDive_SirensinthePark.mp3]

Deltag i debat