Nyheder

Goodiepal spiller gratis i Århus i aften

Århus er inde i en god stime, og vi beklager, at vi for anden dag i træk er tæt på at være for sent ude: I går var det Figurines, der spillede en koncert uden at kræve entré, og i dag er det samme så tilfældet inden for en helt anden genre.

Kristian Vester alias Goodiepal har i sådan cirka et årti udfordret musikkens grænser – og kl. 19.30 i aften gør han det i Musikhuset.

De seneste år har Goodiepal fordybet sig i traditionel folkemusik, men har også fundet tid til at konstruere en mekanisk fugl, som nu indgår som en del af hans live-optrædender. Hvordan dét egentlig hænger sammen, skal vi lade være usagt (mest af alt fordi vi faktisk ikke ved, hvad vi skal sige).

Goodiepal viser sin fugl (og formentlig også sin lut) frem, efter at Musikhuset har lagt sal til eksperimental-komponisten Einar Kanding. Sammen med orkesteret Contemporánea vil Kanding opføre sine værker for basklarinet, slagtøj, violin, kontrabas og computer. Men uden fugl.

Deltag i debat