Plader

The Gospel: Faith

Skrevet af Stine Mogensen

Kira Skov kendes bedst fra bandet Kira and The Kindred Spirits. Men nu har hun lavet et sideprojekt. Genren er no-nonsense energisk garagerock, og udtrykket er råt og upoleret. Faktisk så upoleret, at det sine steder virker temmelig ufærdigt.

Der er to rigtig kendte kvinder ved navn Kira i Danmark. Den ene er en efterhånden lidt slidt dame, der iført hudfarvet læbestift og turkise blonder blandt andet har gjort sig i glittede herremagasiner, brevkasser, på provinsdiskoteker og TV3’s natflade.
Den anden kendte Kira hedder Skov til efternavn og har indtil slutningen af sidste år mest gjort sig som den altoverskyggende frontfigur i Kira and the Kindred Spirits, som slog moderat igennem i 2002 med deres vampede og energifyldte rock. Med deres andet album This Is Not an Exit fra 2005 fik bandet for alvor sat sejl med en smule hjælp fra det svenske producer-es Tore Johanson, som blandt andet har produceret for Franz Ferdinand, Saint Etienne og Eggstone.

Selv om Kira and the Kindred Spirits overordnet set er et ganske velspillende band, vil det ikke være forkert at pege på Kira Skov som hovedårsagen til bandets succes. Ud over på misundelsesværdig vis at kunne bære et par læderbukser så lavtsiddende, at de i indremissionske kredse ville blive betegnet som en art selvsiddende strømper, er Kira begavet med en af dansk musiks bedste kvindelige vokaler; inderligt autentisk rå og rock’n’roll og overdrevent fyldt med nerve. Med et sjældent troværdigt image som en moderne musiksigøjner med livets kradsemærker og knubs tatoveret på huden, stjæler hun i den grad billedet fra resten af sit band.

Kira Skov er blevet et brand i sig selv og derfor undrer det heller ikke, at der er udkommet et sideprojekt fra den karismatiske forsanger. Ud over at danne par privat under tilblivelsen af This Is Not an Exit søsatte Skov og Johanson sammen et fælles musikprojekt, nemlig The Gospel. Den øvrige besætning i bandet har de to frontpersoner rekrutteret blandt tidligere samarbejdspartnere.

The Gospels debut bærer titlen Faith, og det er meningen at den skal efterfølges af Hope og Glory senere i 2006. Faith kan nærmest beskrives som en slags dogme-rockplade, hvor der er blevet arbejdet med et særligt nøgent, beskidt og enkelt udtryk a la The White Stripes. Der er garagerock for fuld udblæsning, med fræsende guitarbunde og lummert ulmende riffs, serveret med frk. Skovs labre vokal.

Albummet er holdt i en yderst nøgtern produktion, og samtlige 11 numre varer under tre minutter. Hvis vi lige skal genopfriske, betyder gospel evangelium, og allerede i den noget kryptisk formulerede pressemeddelelses præsentation af The Gospel er der en semi-højtidelig tone. Man kan spekulere over formålet med tilsætningen af denne lidt mystiske aura, for Faith er en ret ukompliceret plade, med energien i top og pedalen i bund.

Men selv om energiniveauet på pladen er nogenlunde konstant, gør det samme sig ikke just gældende for kvaliteten af musikken. Faith er simpelthen så rå, at den virker ufærdig. Den næsten religiøse introduktion er medvirkende til, at man efterlades med en fornemmelse af at være blevet lovet mere, end pladen holder. Mens man kan mærke et boblende hav af kreativitet og idérigdom bag førnævnte White Stripes’ rå rock-minimalisme, føles substansen i The Gospels materiale ret tynd. Faith lider i den grad af mangel på melodi og komposition til at bære de kraftige energiudladninger. Derfor flyder mange numre sammen til lange strækninger af uorganiseret, formålsløst guitar- og vokalfræs.

Der er dog stadig en lille håndfuld fornuftige undtagelser på pladen. Blandt dem er introskæringen “Skating Your Pool” med en dejligt slæbende puls samt pladens tredje sang “Silence”, som er beriget med et lækkert intro-riff, og hvor Kira ruller stemmebåndet ud og næsten når Janis Joplin-styrke. “Banned From Heaven”, er groovy og, passende nok, gospel-agtig med indlagt orgel og det hele. Men det ændrer ikke på, at Faith er venstrehåndsarbejde fra folk, der kan noget mere.

★★★☆☆☆

Leave a Reply