Plader

Hell Demonio: Greatest Hits

Skrevet af Erik Bendix

Dette er Rock’n’roll med stort R, og det behøver ikke være så kompliceret. Eller gør det? Svaret er: Selvfølgelig ikke, men i italienske Hell Demonios tilfælde kunne det nu være rart med lidt mere kompleksitet. Deres plade er sprængfyldt med energi, men den får desværre ikke rigtig hårene til at rejse sig.

Er det her en vittighed? Det er den første tanke, der hopper ind i hovedet på én, når man hører det italienske (støj)punk-orkester Hell Demonios debutalbum. Kvintettens sange er på ingen måde nytænkende, men benytter sig af velkendte musikalske skabeloner. Især punkens 1-2-3-4-formel og aggressive energi kombineret med elementer fra 80’ernes metalscene, og 90’ernes grunge. Oven i disse indflydelser finder man en forsanger, der skriger, som var han udsendt af Satan selv. Der er på ingen måde tale om dybsindigheder på denne udgivelse, men udelukkende den blotte lyst til at trykke den af.

Det viser sig dog hurtigt, at Greatest Hits rent faktisk er en vittighed langt hen ad vejen. Bare tag nogle af albummets sange med slet skjulte humoristiske titler som “Ass of Base”, “Reagan n’ Roses” og “The Beamy Nihilistic Sword”. Hvis man skulle være i tvivl om den humoristiske vinkel, bør man blot lægge mærke til bandmedlemmernes navne. Samtlige fem medlemmer hedder Hell Demonio med undtagelse af medlem nummer fem, som hedder Hell Demonio no.5 Black Beauty Cowbell. Det store spørgsmål er bare, om man synes, at vittigheden er sjov.

Musikalsk set trækker italienerne på musikalske referencer, som spænder fra en god dosis AC/DC og Stooges til mere nutidige bands som Fugazi og At the Drive in. Det kan man sådan set ikke bebrejde dem. Til gengæld kan man godt være irriteret over, at de ikke formår at gøre resultatet mere interessant, for størstedelen af pladen lyder som noget, man har hørt før.
Det er glimrende, at Hell Demonio viser respekt til deres idoler, men knap så glimrende, at de ikke formår at træde ud af deres skygge. Det uundgåelige resultat af dette bliver, at bandet aldrig når deres idolers niveau. At italienerne forsøger at tilføje noget nyt ved genren ved at indføre mere guitarstøj i deres musik, gør ikke sagen bedre.

Efter ganske kort tid begynder man simpelthen at kede sig. Numrene er nemlig ufattelig ens i deres opbygning, hvilket gør det svært at adskille dem fra hinanden. Det forekommer derfor vanskeligt at vurdere numrene hver for sig. De musikalske skabeloner, bandet benytter sig af, lægger ganske enkelt ikke op til den store variation i udtrykket. Desuden har bandets forsanger meget få facetter i sin stemme, hvilket i længden er trættende og bidrager til indtrykket af ensartethed.

Det tætteste italienerne kommer på at bryde ud af det musikalske dødvande er med nummeret “Darwin and Me”, som faktisk formår at få lytteren til at nikke med nakken med dets tunge groove og aggressive guitarriff.
Ellers er der ikke mange højdepunkter på Hell Demonios musikalske kurve. Live må bandet kunne gøre det bedre, for musikken opfordrer til uhæmmet stagediving, crowdsurfing etc., hvilket kan være en ganske sjov måde at spendere en aften på. Indspilningen af deres musikalske udgydelser rammer dog aldrig en sådan nerve.

Hell Demonio forsøger at fremstille sig selv som et tiltrængt frisk pust i en selvhøjtidelig musikverden præget af kassetænkning. Og det er helt i orden. Musikverdenen er i højeste grad skyldig i anklagen, og det er altid rart, når musikere forsøger at punktere den værste opblæsthed i branchen. Problemet er blot, at det er svært at tage Hell Demonios “oprør” alvorligt, fordi det mangler gennemslagskraft. Og dette havde egentlig været okay, hvis musikken på Greatest Hits var i stand til at kompensere for denne manglende gennemslagskraft. Men det er den desværre ikke. Resultatet er en udgivelse, man godt kunne have været foruden.

★★☆☆☆☆

Deltag i debat